Opposition vil lade ministre rejse med kongen under mistillidsafstemning
Flere folketingsmedlemmer skal på udlandsrejser, selv om der er afstemning om Lars Aagaards ministerfremtid.
Da kong Frederiks udlandsbesøg falder sammen med en mistillidsafstemning i Folketinget, er oppositionen klar på at lave en aftale, så besøget i Japan kan afvikles.Det meddeler gruppeformand Peter Skaarup (DD) på vegne af oppositionen, som ønsker at vælte klimaminister Lars Aagaard (M), selv om der er et spinkelt flertal bag ham.
- Det er rimeligt, når regeringen skal på uopsættelige opgaver i udlandet med kongehuset, så skal der tages hensyn. Men vi mener, at sagen er alvorlig, og derfor skal der stemmes i Salen, siger Peter Skaarup.
Lars Aagaard blev tirsdag reddet af et politisk flertal, selv om et mindretal vil have ham fjernet og har indkaldt til en mistillidsafstemning. Han har undskyldt for at have forholdt oplysninger om forsinkelse af elnettet for Folketinget.
Fredag kom det frem, at en kommende afstemning om klimaministerens politiske fremtid kolliderer med en række udlandsrejser, hvilket bliver en udfordring, da der skal stemmes i Folketingssalen.
Der er brug for alle folketingsmedlemmer, for afstemningen ser ud til at blive tæt, da der lige nu er et spinkelt flertal for, at han kan forsætte på posten.
Regeringen har mistet sit indenrigspolitiske flertal, men tre nordatlantiske mandater støtter regeringen i sagen.
Oppositionen vil ophæve en aftale om clearing. Det er aftaler, som går ud på, at et antal folketingsmedlemmer kan få fri fra afstemningen, uden at det går ud over resultatet. Dermed kan de pågældende varetage andre opgaver.
Det vil blive aktuelt, når kong Frederik skal på tiltrædelsesbesøg i Japan fra 23. til 25. april, hvor han har tre ministre med. I samme tidsrum skal en forespørgselsdebat om Lars Aagaard, og en afstemning finde sted over to dage.
Med kongen rejser udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M), erhvervsminister Morten Bødskov (S) og fødevareminister Jacob Jensen (V). Det bekræfter Udenrigsministeriet over for DR og TV 2.
Det vil i givet fald betyde, at de ikke kan deltage i afstemningen, og da den ventes at blive tæt, er der brug for alle stemmer.
Folketingets udvalg for Færøerne skal efter planen besøge Færøerne fra 22. til 26. april. Her deltager fire folketingspolitikere fra regeringspartierne.
Med på turen er løsgængeren Jon Stephensen, og de to færøske folketingsmedlemmer, Anna Falkenberg fra Sambandspartiet og Sjúrður Skaale fra Javnaðarflokkurin, som støtter regeringen.
Medlemmerne på turen til Færøerne vil dog ikke blive clearet og skal i Folketingssalen for at stemme.
- Vi kan ikke vige fra, at Folketingssalen er der, hvor der skal holdes en vigtig afstemning, og derfor må alt andet lægges til side. Undtagen lige et besøg med kongehuset i udlandet, som er vigtigt for Danmarks omdømme, siger Peter Skaarup.
/ritzau/