Hamas offentliggør video af gidsel i live
En mere end tre minutter lang video af et amerikansk-israelsk gidsel er blevet delt af Hamas i weekenden.
Hamas' militante fløj har lørdag offentliggjort en video, der viser et gidsel i live i Gaza.Det skriver både AFP og det israelske medie Times of Israel, der identificerer gidslet som en israelsk-amerikansk soldat med amerikansk statsborgerskab.
Videoen er ifølge AFP mere end tre minutter lang og viser gidslet, en mand, siddende i et lille lukket rum.
AFP skriver, at det ikke har været muligt at verificere videoen.
Ifølge Times of Israel siger manden i videoen, at han har været tilbageholdt i 551 dage, hvilket indikerer, at videoen er optaget for nylig.
Videoen skulle desuden være den anden optagelse af gidslet, som Hamas har offentliggjort.
Gidslet arbejdede som soldat tæt på grænsen til Gaza, da han blev kidnappet under Hamas-angrebet 7. oktober.
Her sendte Hamas raketter mod Israel, trængte ind over grænsen og dræbte omkring 1200 israelere i kibbutzer, på en militærbase og på en musikfestival og tog 251 gidsler med til Gaza.
Efterfølgende angreb Israel, og over 50.000 palæstinensere er ifølge sundhedsmyndighederne i det Hamas-kontrollerede Gaza blevet dræbt under krigen.
Der er siden blevet frigivet eller befriet en del israelske gidsler. Andre gidsler er meldt dræbt.
Den 19. januar trådte en våbenhvile i kraft. Den skulle løbe i tre faser. Første fase udløb den 1. marts, og i den fase blev der frigivet 33 gidsler og omkring 1800 palæstinensiske fanger.
Men våbenhvilens anden fase blev aldrig en realitet, og Israel genoptog angreb mod Gaza 17. marts.
Hamas holder fortsat 58 eller 59 gidsler til fange. 34 af dem er ifølge Israels militær døde.
Hamas har flere gange under den 18 måneder lange krig offentliggjort videoer af gidsler, der tigger om at blive løsladt, men israelske myndigheder har indtil videre afvist videoerne som propaganda, skriver Reuters.
/ritzau/