Dansk Erhverv: Republikanere tror på toldløsning med EU
Brian Mikkelsen, direktør i Dansk Erhverv, er fortrøstningsfuld efter snak med republikanske kongresmedlemmer.
Ikke alle republikanske kongresmedlemmer støtter op om USA’s præsident Donald Trumps toldsatser mod EU.Det siger direktør i Dansk Erhverv Brian Mikkelsen efter at have talt med flere medlemmer af Kongressen i USA.
- De (republikanerne, red.) støtter ham på alle andre områder, men i forhold til handelspolitikken og toldsatserne er de helt uenige, siger han.
Siden onsdag har Brian Mikkelsen været i Washington D.C. for at danne sig et overblik over, hvordan situationen med Trumps toldsatser ser ud.
Under besøget har han talt med adskillige republikanske kongresmedlemmer og flere republikanske tænketanke.
- Langt størstedelen tror på, at der vil komme en løsning med Europa, og det har gjort mig mere rolig og fortrøstningsfuld, siger han.
Samtidig siger flere republikanere ifølge Brian Mikkelsen, at det er en prioritet for USA at bevare relationen til EU.
I sidste uge meddelte Trump, at USA ville indføre en gengældelsestold på 20 procent på varer fra EU.
Toldafgiften er efterfølgende blevet sat på pause i 90 dage.
Flere republikanske stemmer har ifølge amerikanske medier, heriblandt ABC News, udtalt sig kritisk om Trumps toldsatser.
En af dem er den fremtrædende republikanske senator Ted Cruz, der også er en af Trumps støtter.
- Told er en skat på forbrugere, og jeg er ikke fan af at hæve skat på amerikanske forbrugere. Mit håb er, at disse toldsatser er kortvarige og kan føre til lavere told verden over.
- Hvis vi om 30 dage fra nu, 60 dage fra nu, 90 dage fra nu står med høj amerikansk told og høj told på amerikanske varer i hvert land på kloden, så vil det være et forfærdeligt resultat, har Cruz tidligere sagt ifølge ABC News.
Senator Rand Paul er også republikaner og tilhænger af Trump. Men han er ikke tilhænger af told.
- Told er skat, og amerikanere betaler prisen, har han tidligere skrevet på det sociale medie X.
Selv om gengældelsestolden på 20 procent er sat på pause, så gælder en basistold på 10 procent fortsat.
Og den er kommet for at blive, siger Brian Mikkelsen.
- Verden har forandret sig for altid, for der kommer en eller anden form for told.
- Det er den helt forkerte vej at gå, og det kommer til at gøre os allesammen fattigere, men det er ikke ensbetydende med, at der vil komme en decideret handelskrig, siger han.
/ritzau/