Bo Henriksens CL-drøm lider fjerde knæk på stribe

12. APR 2025 • 17:34SPORT

Mainz er aktuelt ude af Bundesligaens top-4, efter at holdet lørdag på udebane tabte 0-2 til Hoffenheim.

Efter fire sejre på stribe spillede Bo Henriksens Mainz sig overraskende ind i kampen om Champions League-pladser i Bundesligaen. Nu er man uden sejr i fire kampe i træk.

Lørdag tabte holdet udekampen mod Hoffenheim med 0-2. Det betyder, at man på femtepladsen er to point efter både Eintracht Frankfurt og RB Leipzig.

Siden 3-1-sejren over Borussia Mönchengladbach 7. marts er det ikke blevet til fuld pointhøst. To uafgjort og to nederlag har nu rykket holdet ud af top-4, som er de pladser, der garanterer Champions League-deltagelse i næste sæson.

Mainz havde spillemæssigt fint fat i Hoffenheim i første halvleg, men et par sløsede defensive aktioner blev kostbare.

I begge tilfælde var det den kroatiske angriber Andrej Kramaric, som straffede Mainz-defensiven. Første gang var efter bare fire minutter.

Bo Henriksens udvalgte havde trods masser af boldbesiddelse svært ved at blive farlige i og omkring hjemmeholdets felt.

Gennem anden halvleg trykkede Mainz på for at få det mål, som kunne bringe spændingen tilbage. Men skarpheden manglede i høj grad.

Hoffenheim stod godt gennem hele kampen, og de tre point kom aldrig i fare for at blive smidt.

I overtiden måtte Henriksen også se Paul Nebel blive udvist.

Mens Mainz-drømmen om Champions League led et knæk, så skete det samme for Bayer Leverkusens forhåbninger om at genvinde mesterskabet.

På hjemmebane kunne man ikke passere Frederik Rønnow i Union Berlins mål, og så endte det 0-0. Hvis Bayern München senere lørdag slår Dortmund, vil Leverkusens hul op til Bayern komme op på otte point med fem runder tilbage.

Jess Thorups Augsburg holdt sig inde i kampen om europæiske pladser. Selv om man var i undertal lykkedes det i sidste minut at sikre en 2-1-sejr ude over Bochum.

Med samme cifre vandt Freiburg og St. Pauli deres respektive udekampe mod henholdsvis Borussia Mönchengladbach og Holstein Kiel.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

17. APR 2025 • 15:43UDLAND
Rusland fjerner forbud mod Taliban
FÅ ABONNEMENT