Heunicke afkræves bred undersøgelse af forurening i havene

12. JUN 2024 • 13:44ERHVERV/POLITIK

Samlet opposition er utilfreds med Magnus Heunicke (S), der igen skal i samråd om nødlidende havmiljø.

Miljøminister Magnus Heunicke (S) skal onsdag igen i samråd om forurening af havene fra blandt andet virksomheden Cheminova, nu FMC, og her vil en utilfreds opposition stille nye krav til ministeren.

Det drejer sig blandt andet om en bred undersøgelse af Miljøministeriet, der ifølge DR flere gange i vejledninger har givet tilladelse til at udlede miljøskadelige stoffer.

Det skriver DR selv.

Partierne kræver desuden, at en vejledning fra marts om grænseværdier for forurening i havene trækkes tilbage. I stedet skal der laves nye retningslinjer, som der ikke kan drages tvivl om lovligheden af, mener oppositionen.

- Vi bliver nødt til at rydde op i det hele, hvis vi skal have vores have tilbage i en sund tilstand igen, siger De Radikales politiske leder, Martin Lidegaard, til DR.

Heunicke har flere gange måttet forsvare sig imod kritik, når det gælder forurening af havmiljøet. Senest var han i samråd 28. maj, men leverede altså ikke tilfredsstillende svar, mener oppositionen.

Kritikken og kravene fremgår også af et indlæg i Altinget, hvor en samlet opposition undtagen Danmarksdemokraterne kritiserer ministeren. Danmarksdemokraterne oplyser til DR, at de tilslutter sig kritikken.

I indlægget skriver partierne, at noget af det, der gør Danmark helt særligt, er, at vi er omgivet af vand.

- Men virkeligheden under den smukke overflade er, at havet gennem årtier er blevet brugt som losseplads for giftigt spildevand og kvælstofudledninger fra landbruget, skriver partierne.

Heunicke lovede senest på samrådet i slutningen af maj, at der ville komme en uvildig undersøgelse, når det gjaldt de miljøgodkendelser, der er givet til Cheminova.

Men det er en alt for snæver undersøgelse, mener oppositionen.

Miljøministeren har tidligere forsikret Folketinget om, at EU-Kommissionen har sagt god for de retningslinjer, som myndighederne har udarbejdet om udledning af miljøfarlige stoffer.

Flere eksperter har imidlertid over for DR sagt, at det er vildledning. EU har ikke blåstemplet disse vejledninger, som de læser teksten.

Magnus Heunicke har afvist at have vildledt Folketinget.

Han fortæller på samrådet onsdag, at der er væsentlige undladelser i historien.

- Det ærgrer mig. DR's dækning har været god i denne sag, men det her hjørne er desværre helt skævt af grunde, jeg har fremlagt, siger han og kalder vejledningen lovlig.

- Den gamle bagatelgrænse, om at man kunne acceptere forringelser, er fjernet. I tillæg til det er der lagt noget nyt ovenpå. Man skal kunne vise ved konkrete beregninger, at der er sikkerhed for, at udledningen ikke medfører målbar stigning i koncentration, siger han.

Dermed er der ikke lagt op til, at vejledningen skal ændres.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT