Slush-ice og oppustelige heste gav børn et frirum fra sygdom
Det har stor betydning, at børn med tilknytning til hospitalet får oplevelser med søskende, medpatienter og personale som slet ikke har noget med sygdom at gøre, mener sygeplejerske på børneafdelingen på Bornholms Hospital.
Mon ikke mindst 22 af de bornholmske børn havde svært ved at falde til ro lørdag aften efter en eftermiddag med balloner, trylleri, klatrevæg, oppustelige heste og ikke mindst fri bar af slush ice og popcorn?
Der var i hvert fald gang i børnene fra start, og de hjælpere der stod klar til at aktivere børnene på Bornholms Idræts- og Kulturcenter var aldeles overflødige. Det fortæller Merete Lund Jensen, som er specialeansvarlig sygeplejerske på børneafsnittet på Bornholms Hospital. Hun var tovholder på et helt nyt børneevent, som blev afholdt for børn med forløb på Bornholms Hospital og deres forældre og søskende.
– Børnene sprang lige ud i det, og helt fra start gav de den gas med airtrack, oppustelige heste og alt muligt, vi havde lejet, fortæller hun begejstret.
– Nogen er selvfølgelig mere generte end andre, og skulle lige se hinanden an, men ellers passede de nærmest sig selv.
Det er første gang, at hun er med til at lave sådan et event for de små krudtugler, som hun til daglig oplever i en helt anden ramme, som er knap så festlig.
– Vi var meget af personalet til stede, og det er bare fantastisk at se "vores børn" i nogle helt andre rammer, for når de kommer ud til os på afdelingen, så er der jo en årsag til at besøge os, og det er måske ikke altid det sjoveste. Men her kunne de bare løbe og lege og have det så fedt, fortæller hun.
Kæmpe fælles platform
Som ansat på hospitalets børneafdeling er Merete Lund Jensen ikke i tvivl om, at de fælles oplevelser kommer til at gøre en kæmpe forskel, når børnene skal forbi på hospitalet.
– Der er ingen tvivl om, at det giver noget til relationen.
– Når vi møder børnene på hospitalet, snakker vi med dem om, hvad de har oplevet siden sidst, og så får vi fokus væk fra det, vi skal lave sammen, ved at snakke om noget andet. Derfor betyder det meget, at vi nu har en kæmpe fælles platform, vi kan snakke om; dengang vi var sammen i fire timer, der overhovedet ikke handlede om sygdom, forklarer hun.
Hun tror, at det betyder meget for familierne at bruge tid sammen i en anden ramme, og at de også ser personalet fra børneafdelingen i nogle andre rammer. Det er ikke alle, der er så heldige at se deres sygeplejerske ride rundt på en oppustelig hest, men den oplevelse har mange af børnene, der er tilknyttet Bornholms Hospital, haft i lørdags.
– Deres søskende er også ofte med inde på hospitalet, så dem kender vi også lidt, og det er jo super sjovt at være sammen på tværs.
Birk har fuldtændig styr på både ballon, slush ice og popcorn, da han i lørdags fik et velfortjent pusterum for sin sygdom. Foto: Bornholms Hospital
Søskende i baggrunden
Både søskende og forældre var nemlig inviteret med til den store legedag, og det var der en helt særlig grund til, fortæller Merete Lund Jensen.
– Der kan være meget fokus på det syge barn, fordi der foregår en masse ting, og så er der nogle søskende, som ofte står lidt i baggrunden, fordi det hele drejer sig om den nu syge søskende.
Derfor oplever hun, at det har stor værdi, at hele familien kommer afsted og føler, at de er på lige fod med alle de andre raske børn, og ikke har en begrænsning, fordi de har en eller anden lidelse, som de skal følges med på hospitalet.
De fremmødte var primært børn i alderen to til 10 år, og det virkede til, at både de to hospitalsklovne Plys og Zippo, og den professionelle tryllekunstner, der var til stede faldt i rigtig god jord.
– Hospitalsklovnene var til stede hele dagen, og de var meget ombejlede, smiler hun.
Det samme var også maskinerne med slush-ice og popcorn. Der var rigeligt til at alle kunne få lige så meget de ville, og da alle børnene i slutningen af dagen fik tildelt medaljer for deres deltagen var det med stor applaus og fanfare fra klovnene.
– Meningen er jo klart, at de børn, der har det lidt svært også skal føle, at de er på lige vilkår med alle de andre børn, forklarer Merete Lund Jensen.
– En familie udtalte, at de i et øjeblik helt glemmer at de er her, fordi de har et barn, der er sygt. De er her bare, og det er bare som at være i legeland med alle mulige andre børn.
Vigtigt tilbud på Bornholm
Merete Lund Jensen oplevede desuden at flere af familierne var meget taknemlige for, at der fandtes sådan et tilbud på Bornholm. Ofte når der er arrangementer for syge børn, så skal man nemlig væk fra øen for at deltage.
Og det er ærgerligt, for der foregår mange gode ting - særligt for børn med cancer, mener sygeplejersken.
– Der er skitur, kolonier og alt muligt, men det er bare ikke på Bornholm, og det kan være svært for en familie som i forvejen rejser meget frem og tilbage til Rigshospitalet, at når der så endelig er noget hyggeligt, så skal de sørme også rejse over for det også.
– Så folk var så taknemlige for at der foregik noget, hvor de bare kunne tage deres bil og køre herud, og så køre hjem igen bagefter.
At arrangementet kunne lade sig gøre skyldtes i høj grad, at der er stiftet en lille lokal udbryder af konceptet sportscar, hvor man en dag i september 2022 kunne købe en køretur i en meget sej bil ude i Bornholms Lufthavn.
Af pengene gik halvdelen til børnene med tilknytning til Bornholms Hospital, og det er altså de penge, der nu er blevet fyret af i Bornholms Idræts- og Kulturcenter.
Til september i år er det igen planen, at der skal køres i fede biler, og derfor regner Merete Lund Jensen med, at legedagen vender tilbage til næste år.


Röryggjuer
Kan bruges om en rød ko, tyr eller kalv med en hvid stribe langs ryggen. Man kan eksempelvis tale om ‘et röryggjut kraitur’.
OM BORNHOLMS TIDENDE
LÆS AVISEN DIGITALT
Læs avisen på din computer
Download app til Apple
Download app til Android
Ansvarshavende chefredaktør: Kristoffer Gravgaard.
Bornholms Tidende, Nørregade 11-19, 3700 Rønne.
Hovednummer: 56903000. Redaktion: 56903081. CVR nr: 35244115
© Bornholms Tidende Tekst, grafik, billeder, video, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. Bornholms Tidende forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indhold med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11b og DSM-direktivets artikel 4".
Generelle handelsbetingelser | Cookie- og Privatlivspolitik | Cookiedeklaration