Musikfestival aflyser: Økonomien hænger ikke sammen

Musikfestival aflyser: Økonomien hænger ikke sammen
Sidste år foregik Raise Your Horns på Kjøllergaard i Østermarie. Det skulle den også i år, men nu er festivalen aflyst. Arkivfoto Michael Christoffersen
KULTUR | 4. AUG • 07:25
Henrik Nielsen
Journalist
KULTUR | 4. AUG • 07:25

Manglende succes med fondsansøgninger og svigtende forsalg får Foreningen Spillestedet til at aflyse metalfestivalen Raise Your Horns.

Der var sat navne på de 11 bands, som skulle spille på årets udgave af musikfestivalen Raise Your Horns i weekenden den 5.-6. september. Men nu bliver festivalen alligevel ikke til noget.

– Desværre har vi været nødt til at aflyse festivalen i år, hvilket bare er så ærgerligt. Vi havde virkelig glædet os og lagt et stort arbejde i forberedelserne – og et ønske om at gøre det endnu bedre end sidste år. Desværre har vi trods mange fondsansøgninger langt fra opnået den nødvendige støtte, til at det vil være økonomisk forsvarligt at gennemføre, siger Kim Andersen fra Foreningen Spillestedet i en pressemeddelelse.

Derudover har der været et svigtende forsalg.

– Derfor har vi nu måttet tage den tunge beslutning at aflyse, fortæller Kim Andersen.

Raise Your Horns er en nichefestival for black metal og dødsmetal, og arrangøren havde sammensat et program af navne, som det ellers aldrig er muligt at opleve på Bornholm.

– Vi har hele vejen igennem Foreningen Spillestedets 10 års eksistens arbejdet for at præsentere bornholmerne for upcoming- og nichemusik, og vi synes, det er vigtigt, at der stadig er koncerter og festivaler, som for eksempel Raise Your Horns. Men det er arrangementer, der ikke sælger mange billetter, og derfor er vi også stærkt afhængig af fondsstøtte for at kunne gennemføre, fortæller Kim Andersen.

Købte billetter vil snarest blive refunderet fra Billetto, fremgår det.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT