Gymnasieelev i landsfinale i matematik

NOTITS | FAMILIE | Fredag 24. februar 2023 • 12:30
Holger Larsen
Journalist
NOTITS | FAMILIE | Fredag 24. februar 2023 • 12:30

Pawel Wisniewski, HHX-elev fra Campus Bornholm, kan kvalificere sig til internationale konkurrencer.


Pawel Wisniewski, HHX-elev i 1.b på Campus Bornholm, har regnet sig helt frem blandt vinderne i den landsdækkende matematikkonkurrence, Georg Mohr-Konkurrencen. Det er en præstation af høj karat – ikke mindst set i lyset af, at konkurrencen i indledende runde havde mellem 15.000 og 20.000 deltagere.

Det skriver Campus Bornholm i en pressemeddelelse.

Gymnasieelever og enkelte grundskoleelever har været med i konkurrencen. 798 elever gik videre til anden runde, hvorfra 48 kvalificerede sig til finalen – deriblandt Pawel Wisniewski.

De 48 finalister mødes søndag 26. februar til Georg Mohr-Konkurrencens vinderseminar på Mærsk Mc-Kinney Møller Videncenter i Sorø. Det varer frem til onsdag den 1. marts.

– Programmet ser bestemt ikke kedeligt ud. Der er to-tre foredrag om dagen, og vi skal gennemgå det materiale og de opgaver, vi har fået på forhånd. Det faglige niveau er meget højt – noget højere end i 1.g, hvor alle i klassen jo skal kunne følge med i undervisningen, siger Pawel Wisniewski, der kom til Bornholm fra Polen med sin familie for knap tre år siden, i pressemeddelelsen.

OL i Japan

Pawel Wisniewski er en af de få 1.g’ere blandt de 48 finalister, og gymnasieeleven er ikke uvant med at være langt over gennemsnitligt matematik-begavet.

– Jeg aldrig kendt nogen på min egen alder, der var bedre til matematik end mig. I Polen deltog jeg som 13-14-årig i et særligt undervisningsforløb, hvor de fleste andre gik i gymnasiet. Da vi så kom til Bornholm, var det jo i den første tid sprogundervisningen, der var 1. prioritet. Nu har jeg lært dansk så godt, at jeg igen kan fokusere på matematikken, siger han.

Pawel Wisniewski er dog ikke så optimistisk vedrørende mulighederne for at kvalificere sig videre til internationale konkurrencer – som blandt andet den internationale matematik-olympiade i Japan. Men som han selv bemærker, har han mulighed for at stille op igen i Georg Mohr-Konkurrencen.



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT