Vinbar efter debutsæson: Har givet garanti til kunderne

Vinbar efter debutsæson: Har givet garanti til kunderne
Det er svært at finde noget at være utilfreds over, fortæller Laura Bergsøe. Eget foto
ERHVERV | Mandag 14. august 2023 • 11:30
ERHVERV | Mandag 14. august 2023 • 11:30

Lauras Vinbar i Aarsdale har serveret vin for sidste gang i denne omgang. Men det har været så stor en succes, at konceptet med sikkerhed vender tilbage.

– Jeg har haft en fest, og det har været så sjovt.

Sådan lyder det begejstret fra Laura Bergsøe, der i år for første gang prøvede kræfter med det at have en vinbar.

– Jeg har jo aldrig lavet sådan noget her og er vant til at stå inde på et værksted dagen lang, så jeg havde ikke rigtig nogen forventninger. Men det er gået fuldstændig forrygende, siger kvinden bag pop up vinbaren i Aarsdale, der ganske enkelt kaldes Lauras Vinbar.

Lørdag havde vinbaren sidste åbningsaften i det lille hus Mamrelund i denne omgang, og det har mildt sagt været en god debutsæson, fortæller Laura Bergsøe, der også har et møbelsnedkeri på Sjælland.

– Fra første dag har folk taget så godt imod det. De har været så søde og bakket op, og det er virkelig blevet brugt af byen, hvilket jeg er rigtig glad for. Jeg tror måske, det er fordi, det er så uprætentiøst. Det har været nemt, når man har grillet i haven, så kunne man lige komme ned på havnen, få et glas vin og sludre med nogle naboer.

Vender tilbage

Konceptet er simpelt. Gæsterne køber deres vin eller en drink, og så finder de bare et sted på havnen, hvor de kan slå sig ned.

– Jeg vil gerne servere noget rigtig god vin og rigtig gode drinks til lave priser. Det skal være nemt, og så må det bare være sådan, at man sidder på havnemolen på en hynde. Måske flotter jeg mig og køber nogle tæpper til næste år, men det skal holdes så lavpraktisk som muligt, siger Laura Bergsøe.

Og netop næste år er allerede på tegnebrættet. Det har hun næsten været nødt til at garantere over for de mange stamkunder, der er dukket op i løbet af sommeren, forklarer hun.

– Jeg har måtte på tro og love måtte forsikre om, at jeg starter op igen næste år. Men næste år forlænger jeg sæsonen. Jeg tror, jeg starter 19. juni, og så tager jeg hele august med, siger Laura Bergsøe, der også har modtaget inputs fra folk i byen til andre tiltag - også udenfor højsæsonen.

– Det kunne være noget pop up i efterårsferien, hvis vejret er til det. Jeg tænkte også, at jeg ville tage nogle juledage, hvis man kunne få det til at hænge sammen med, når der er julemarked i medborgerhuset. Der er en masse småting, som kunne være hyggeligt, og så må vi jo se, om det kan virke.

Ingen hår i suppen

Laura Bergsøe er selvstændig, så hun styrer i princippet selv, hvor meget tid der lægges i det nye koncept og efter at have mærket modtagelsen fra folk, giver det ikke ligefrem lyst til at bruge mindre tid på vinbaren.

– Så længe det er sjovt, og folk synes, det er en god ting, så finder jeg tid til det. Selvom det har været regnet meget, har jeg kun haft to lukkedage. Det giver bare lyst til at bruge endnu mere tid på det.

Det er i det hele taget svært for iværksætteren at finde "håret i suppen." Det skulle måske lige være, at det nu er slut for denne gang.

– Man bør jo sige ”men” et eller andet sted. Jeg ved bare ikke, hvor jeg skal sætte det henne, for jeg har ikke et "men" lige nu. Det er kun ærgerligt, at jeg er nødt til at lukke nu, men det planlægger jeg bare lidt bedre til næste år.

 


Vinbaren og havnemolen i Aarsdale har været velbesøgt hen over sommeren. Eget foto

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT