1. juni stopper Bornholms Tidende derfor distributionen af over 460 tons årlige reklametryksager for FK Distribution. 7. juli stopper Tidende yderligere distribution af Ugeavisen Bornholm som gratis avis og fusionerer den med Tidende.
Det betyder konkret, at Tidende har opsagt en kommerciel journalist, sparer et grafisk årsværk ved naturlig afgang og tilbyder de op mod 40 voksenbude nye morgenavisruter, da den ødækkende distribution indstilles, og Tidende samtidig udkommer som morgenavis. De cirka 40 ungbude bliver ikke tilbudt nyt job. Sammenlægningen giver Tidende en markant millionbesparelse.
– Det er sørgeligt, at vi må sammenlægge ugeavisen og indstille ødistributionen. Det berører mange læsere, annoncører og medarbejdere. Men vi kan ikke sætte penge til på at udgive ugeavisen selvstændigt. Derfor er vi nødt til at handle nu. Den rettidige omhu giver os heldigvis mulighed for at hjælpe både læsere og annoncører ind i Bornholms Tidende langt bedre, end hvis vi venter, siger chefredaktør Kristoffer Gravgaard.
Annonceomsætning i ugeavisen er faldet igennem de senere år, og tryk- og distributionsudgifterne er steget. Det har desværre gjort forretningen urentabel. Samtidig læses Bornholms Tidende af langt over halvdelen af alle voksne på Bornholm enten på print eller net. De to forhold gør, at det ikke længere giver mening at konkurrere med sig selv om læsere og annoncer.