Tre indlands-restauranter er til salg
The Ranch i Rutsker, Restaurant Rø og Olsker City er til salg, og to af dem er lukkede.
Tre restauranter i tre små indlandsbyer på Nordbornholm er alle tll salg.
Det er The Ranch i Rutsker, Restaurant Rø og Olsker City. To af dem er desuden lukkede, selv om det er turistsæson.
Det var makkerparret bag det daværende Øens El og Energi, som i efteråret 2023 gik ind i restaurationsbranchen og lancerede spisestedet Olsker City.
Elly Mortensen, der i mange år havde Restaurant Rø og blev kendt for den populære søndagsflæskesteg, blev ansat til at stå for den nye restaurant i Olsker. Det blev imidlertid en kort fornøjelse.
Olsker City blev i foråret 2024 igen sat til salg og fik hurtigt en ny ejer.
Den nye ejer har atter sat stedet til salg og skriver på et socialt medie:
"Denne køreklare restaurant, inkl. beboelse sælges".
Den nye ejer har ikke ønsket at tilføje yderligere til Tidende.
Olsker City – byens tidligere forsamlingshus – er igen til salg. Foto: Anette Vestergaard
Gamle forsamlingshuse
Både Olsker City og The Ranch er gamle forsamlingshuse. Men efter mange år som omdrejningspunkt i lokalsamfundene – med selskaber, møder, gymnastik, dilettantkomedier, juletræsfester med videre – har de haft en lidt omtumlet tilværelse.
Det tidligere forsamlingshus i Olsker fik en ny storhedstid i årene 2004-2010, da det forfaldne hus blev bygget om til Middelhavet Rundt, som var restaurant og forlystelsessted.
Masser af bornholmere og turister blev lokket til med både store danske og udenlandske entertainere – som for eksempel Finn Nørbygaard og den irske grandprixvinder Johnny Logan.
Det endte imidlertid med en tvangsauktion. Derefter kom Cabaret Bornholm, hvor en ny ejer forsøgte sig med et dansested for voksne mennesker med eksklusiv natklub og varieté.
Så var der stille om stedet i en årrække, indtil Tobias Stenfeldt Elleby og Jacob Nybo Bidstrup åbnede restaurant under navnet Olsker City.
The Ranch
Familien Halberg, som i mange år har drevet Dueodde Diner & Steakhouse, købte i 2007 det tidligere Rutsker Forsamlingshus og åbnede The Ranch med et cowboytema.
Restauranten har igennem årene været lukket nogle gange, men er hver gang genopstået. Den har været til salg, og den har været forpagtet ud. Sidste år opgav man forpagtningen, og ejerne overtog igen driften af restauranten.
The Ranch er nu lukket og sat til salg.
På telefonsvareren lyder beskeden:
"Vi holder lukket grundet personalemangel. Vi henviser til Dueodde Diner & Steakhouse".
Det kan lade sig gøre
– Vi har sat til salg, fordi vi ikke kan være to steder. Det er ikke muligt at køre to restauranter på fuld tryk, og så må vi vælge, siger Hanne Halberg i telefonen fra Dueodde.
Dueodde er valgt på grund af den store turisttilstrømning, men Hanne Halberg mener, at det sagtens kan lade sig gøre at drive restaurant i Rutsker:
– Vi har haft selskaber og gæster nok, og byen er god til at bakke op. Det ville være et fantastisk sted at drive for et ældre ægtepar, som kan bo i den dejlige lejlighed ovenpå restauranten, siger Hanne Halberg.
Restaurant Rø er sat til salg for 1.498.000 kroner. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen
Restaurant Rø
Restaurant Rø har også en meget gammel historie. Den blev drevet af førnævnte Elly Mortensen i 26 år. Hun havde restauranten til salg i mere end to et halvt år, inden det lykkedes hende at få solgt til overtagelse den 30. september 2022.
Køberne var søstrene Riis, Lene Riis Koefoed og Dorthe Riis Klausen, der knap to år efter har sat Restaurant Rø til salg:
– Det er ikke økonomien, som slår os ud, men jeg har ondt i ryggen, siger Lene Riis Koefoed om baggrunden for, at søstrene ønsker at sælge.

MEST LÆSTE

En rujnnpolta
En lille trind, nærmest rund kvinde
OM BORNHOLMS TIDENDE
LÆS AVISEN DIGITALT
Læs avisen på din computer
Download app til Apple
Download app til Android
Ansvarshavende chefredaktør: Kristoffer Gravgaard.
Bornholms Tidende, Nørregade 11-19, 3700 Rønne.
Hovednummer: 56903000. Redaktion: 56903081. CVR nr: 35244115
© Bornholms Tidende Tekst, grafik, billeder, video, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. Bornholms Tidende forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indhold med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11b og DSM-direktivets artikel 4".
Generelle handelsbetingelser | Cookie- og Privatlivspolitik | Cookiedeklaration