Tilfældigheder førte Maya til Bornholm - nu fører de hende væk igen

Der er stadig åbent i Artbox i Svaneke. Her knokler Maya Hiort Petersen for at få færdiggjort de sidste opgaver, inden hun kan lukke butikken.

På et skilt på døren står der, at butikken lukker den 1. december, men da Tidende stikker hovedet indenfor den 3. december er der heldigvis stadig åbent. Inde i butikken på Helgolandsgade i Svaneke går Maya Hiort Petersen og gør klar til arbejdsdagen, der er ved at starte.

Hun smører et stykke brød med ost, kværner friske bønner til stempelkaffen. Mens hun rører rundt i den varme kande, kommer naboen ind med en kop espressokaffe med mælk.

– Jeg har brug for min kaffe. Jeg drikker espresso, men min kogeplade gik i stykker, så nu er det som at drikke vand, fortæller hun med henvisning til stempelkanden.

Hun drikker stærk kaffe og spiser gerne mad med masser af chili - vaner som kommer fra et liv med mange rejser. Ikke all inclusive til Mallorca, men ud på de vilde vover, hvor de rigtige mennesker bor, som ofte gerne vil tale og dele deres historie.

– Når man er ude at rejse og man er alene, så er der folk der er meget mere villige til at tale. De synes, det er helt mærkeligt, at man overhovedet er der, fortæller hun, som en slags omvej til fortællingen om, hvorfor hun egentlig overhovedet er endt på disse breddegrader.

Hun mener, at der er mange lande, hvor folk siger, at man ikke skal rejse hen. Men når man så er der og man møder folk, bliver grænserne udvisket og folk er mere åbne.

– Min oplevelse er, at hvis man går med et åbent sind, så vil jeg hellere gå i et fattigt område med musik, mad og krydderier, selvom andre folk synes det er ekstremt farligt, fordi jeg er hvid. Men hvis man respekterer folk, smiler og viser at man hører til, så gør man jo det - altså hører til, forklarer hun.

Hun vil skrive bøger, når hun er færdig med butikken. Eller hun vil tage de ting, hun har skrevet i sin dagbog, siden hun var 12 år gammel og samle dem. Det skal nok blive et godt eventyr, forsikrer hun.

Klokken på butiksdøren klinger og vi er tilbage på sporet i butikken Artbox, som på trods af en seddel på døren endnu ikke er lukket, men det gør den snart.

– Du må gerne skrive til folk, at de kan komme og købe de sidste ting virkelig billigt, foreslår hun.

Maya Hiort Petersen holder afskedsfest i Svaneke den 11. december. Foto: Sarah Thun Kristensen

Livet er tilfældigheder

For at vende tilbage til historien om, hvordan butikken egentlig blev til, er det uundgåeligt at samtalen lander på, at Maya Hiort Petersen er sådan en, der tager imod oplevelser som gaver og imod tilfældigheder og vejens uventede bugter, som det de ret og slet er - livet selv.

– En af mine venner sagde for nylig, at mit liv bare er tilfældigheder, jeg har taget imod, og at det er derfor, jeg er, hvor jeg er. Men det er jo sådan for alle - det er bare ikke alle, der tager imod. Ved du, hvad jeg mener?

– Når der sker noget, der er crazy eller noget der er godt, så tager jeg fucking imod, udbryder hun.

Hun endte på grund af tilfældigheder på Bornholm efter et par år med bopæl i Sydkorea. Her i Svaneke bor hendes forældre, og på grund af tilfældigheder og en stor portion passion for kunsten og indramningshåndværket fik hun mulighed for at åbne Artbox. Her har hun været i 12 år nu.

Når butikken lukker, er tømt og bliver gjort rent, så planlægger hun at rejse til Sydafrika. Her bor hendes mand, som hun blev gift med i marts. Ham mødte hun også ved en tilfældighed.

– Det handler om at turde tage imod og lade være med at sige nej til noget, der kunne være godt.

I mange år af hendes liv har de kroniske smerter fyldt meget - nogle gange helt til bægeret flød over. På samme tid har hun nemlig en kunstners særligt sensitive sind. Hun kan nærmest mærke græsset vokse, hun mærker hvordan folk har det og hvad de har brug for. Det er en af de største gaver i livet, mener hun.

Men det har også en bagside. For når man føler alting ekstra meget, kan livet også gøre mere ondt. Hun står dog tilbage med en oplevelse af, at være ekstra heldig, for hun ønsker at suge livet ind, beholde det gode og puste det kedelige ud igen.

– Jeg tror bare, det er en mentalitet. Min bedste gave i livet er, at jeg kan mærke folk, og jeg siger aldrig nej til en god oplevelse, forklarer hun.

Før hun kan give los og springe ud i de gode oplevelser, er der dog lige en række indramninger der trækker, en afslutningsfest på Bryghuset og et par aldrende forældre, der alt sammen skal have sin tid.

Et af Maya Hiort Petersens egne billleder bliver indrammet. Foto: Sarah Thun Kristensen

Hippier og bedstemødre

Her på Bornholm føler hun sig hjemme - måske er det derfor, hun er blevet hængende i 20 år på trods af den danske jantelov og den danske mentalitet om, at folk der ikke ligner os selv, må være farlige. En mentalitet, der er meget langt fra Maya Hiort Petersens egne overbevisninger og erfaringer ikke mindst.

Men efter en barndom med mange flytninger, skoleskift, kunstnerforældre og en følelse af at være den mærkelige, oplevede hun først på kunstskolen, at der var et helt fællesskab af mennesker, der var som hende.

Det samme var oplevelsen, da hun flyttede til Bornholm og i Svaneke fandt sin plads, hvor man gerne må være ekstra sensitiv, kunstnerisk og have et åbent sind.

– Her er folk empatiske, ligestillede, lidt mere venstreorienterede og man kan gå i gummistøvler, høje hæle, træsko, sandaler eller strømper. Nogle gange er der fire generationer til stede på samme tid, og det er bare sådan en fest, jeg gerne vil med til, forklarer hun indlevende.

– Der er hippier, men der er også bedstemødre.

Man kan stadig købe kunst på ophørsudsalget, der står på, indtil der ikke er flere indramningsopgaver. Foto: Sarah Thun Kristensen

Når tingene vælter

Når hun får de sidste indramningsopgaver klaret og butikken er lukket, så glæder hun sig til at være lidt god ved sig selv igen. Til at have bedre tid til sin egen kunst.

– Man skal huske, at kunstner det er bare noget, man er - og det er uafhængigt af dit navn eller om du sælger noget. Det er sådan noget, jeg har sagt til de børn, der sidder her og laver deres kunstværker. Jeg siger til dem, at de skal huske det. Og så kommer de måske 10 år efter og fortæller, at de tog dem selv seriøst på grund af det, jeg sagde. Det er kæmpe. Det gør vores samfund ikke, men det har Artbox gjort, fortæller Maya Hiort Petersen.

Det er et kærlighedsprojekt, der nu er ved at nå sin slutning. En butik, som på mange måder har været alt det, hun selv har drømt om, at den skulle være.

Et sted, hvor ukendte kunstnere får et ja til at de må udstille, sælge og være med.

– Som kunstner får man hele tiden nej, hvis man overhovedet får et svar. Jeg ville gerne være et sted, der siger ja til god kunst og ikke til navnet, og så se, hvordan de vokser, fordi de bliver taget seriøst - og det har jeg gjort, slår hun fast.

Undervejs i snakken er hun begyndt på dagens arbejde ved indramningsbordet, hvor et af hendes egne billeder skal rammes ind. Med hurtige bevægelser og en hvinende lyd skærer hun glasset til, hvorefter hun pudser det af. Gnubber ihærdigt på det hvide passepartout, men konkluderer, at den lille uregelmæssighed ikke går af og lægger billedet til side for at starte forfra.

Det skal være ordentligt, og hvis noget ikke lever op til den kvalitet, hun arbejder med, så bliver det kasseret og hun må starte forfra.

Hun har altid selv ønsket at give kunsten videre, og særligt her til sidst har hun oplevet, at folk er kommet ind og har fortalt, hvad butikken har betydet for dem.

– Så det har virkelig givet mening, for jeg har været, den jeg er, og jeg har fået så meget tilbage, fortæller hun.

Blandt andet har hun særligt i den seneste tid mærket sine naboers omsorg i takt med at hendes krop har sagt fra overfor det hårde arbejde med indramningerne.

– De har altid været søde, men især her på det seneste er de bare gode til at tilbyde deres hjælp og til at komme forbi. Jeg er ikke god til at bede om hjælp, men de kommer bare igen og igen og igen, fortæller hun rørt.

– Når jeg møder dem på gaden og de spørger, hvordan jeg har det, så kan jeg bare mærke, at de mener det. De vil faktisk gerne vide det, og når jeg så er presset, så siger de, at så kommer de forbi og hjælper til.

Det er ikke noget, hun tager for givet, at mennesker er der for hende, giver et knus når tingene vælter og hjælper med de praktiske ting, men det er en af de ting, Svaneke kan.

– Det er også det, der gør det så svært at lukke, fordi det har været så fantastisk, selvom det også har været hårdt.

Snart er butikken lukket, og Maya Hiort Petersen vil rejse til Sydafrika. Foto: Sarah Thun Kristensen