Stamværtshuset får et løft

Stamværtshuset får et løft
Kasper Lyster har travlt med at gøre klar til at genåbne værtshuset, som han i første omgang lejer, men senere vil få en decideret forpagtningsaftale på. Foto: Torben Østergaard Møller
NYHED | ABONNENT | 20. MAJ 2023 • 05:30
NYHED | ABONNENT
20. MAJ 2023 • 05:30

Kaper Lyster regner med at genåbne Den Gyldne Hane i Nexø omkring den 1. juli, når han har fået sat stedet lidt i stand.

I første omgang har Kasper Lyster lejet Den Gyldne Hane i Brogade, Nexø, men senere vil det udmønte sig i en forpagtningsaftale, fortæller han, da Bornholms Tidende kigger forbi i etablissementet, som han netop har overtaget nøglerne til.

Udenfor skinner solen i al ubekymrethed, mens der her inden døre er en tilpas skummel værtshusstemning, som nok kunne lokke én til baren, hvis det ikke var, fordi der ikke er udskænkning denne dag. Den nærmeste fremtid skal således gå med at male og foretage en generel istandsættelse af beværtningen, inden den genåbner, hvilket formentlig vil ske den 1. juli, fortæller Lyster, som også konstaterer:

– Det ligner jo lidt Jerusalems ødelæggelse lige nu.

Gennem mange år blev stedet drevet af Susanne Jørgensen, som imidlertid døde i august sidste år, så det har stået tomt længe, men nu skal der altså åbnes for hanen igen, så de cirka 40 pladser kan blive indtaget af gæster, som trænger til at få slukket deres tørst.

Kasper Lyster er selv oprindeligt fra Aarsballe, men bor nu i Nexø, og jo, han kender skam værtshuset på et personligt plan.

– Jeg har da været her nogle gange som kunde, siger han.

– Det har dog aldrig være et decideret stamsted for mig.

Han er uddannet inden for informatik og arbejdslivsstudier.

– Så det er noget helt andet, siger han.

– Det er det, jeg primært har arbejdet med, men jeg har da også arbejdet på Bonalâs i Svaneke og sammen med mine kone, Marie, været medindehaver af restauranten. Så på den måde har jeg været lidt i branchen.

Op at køre

Hvad fik dig til at tænke, at du skulle prøve kræfter med Den Gyldne Hane?

– Jobmulighederne her på Bornholm var ikke så store inden for min uddannelse, og så skulle jeg til at pendle, hvilket jeg ikke havde lyst til. Så stod det her til leje, og jeg tænkte, at så måtte det blive min levevej. Det er spændende og en god udfordring.

Så du vil lægge al din energi her?

– Ja, 100 procent.

Hanen skal males, der skal sættes plader på gulvet ved baren, hvor års slid fra barstolene har sat sit præg, toiletterne skal have en tur, det samme gælder køkkenet, og en væg i den fjerne ende af lokale skal rives ned, så der bliver mere åbent.

– Her i starten koncentrerer vi os om at få baren op at køre, men henad vejen skal vi også kunne servere mad, siger han.

Endnu ligger åbningstiderne ikke helt fast, men han forestiller sig mandag-onsdag at holde hanen åben klokken 10-18, torsdag 10-22 og fredag-lørdag klokken 10-02.

Han tror ikke, det giver mening at holde sent åbent i hverdagene, hvor han heller ikke tror, det kundemæssige materiale er til stede, men åbner klokken 10 for trods alt at holde fast i stamgæsterne, forklarer han.

Er det her et værtshus med deciderede stamkunder?

– Ja, det er det. Og vi vil gerne bibeholde dem, sørge for at de vender tilbage og har det godt og dertil forsøge også at få nogle nye, måske unge mennesker ind. Åbne lidt mere for det og højne niveauet en lille smule. Men uden at ødelægge stemningen på det gamle værtshus.

Uden at det bliver alt for fancy?

– Lige præcis, det bliver nemlig ikke fancy. Det skal blive ved med at være et barværtshus for alle, siger Kasper Lyster.

 

Nu kan Raflerødderne snart vende tilbage til stambordet her på Den Gyldne Hane i Brogade. Foto: Torben Østergaard Møller

 

Billard

Et billardbord i lokalet ved baren skal fortsat have sin centrale placering, mens der længere nede i lokalet ligger en rygekabine, som han nu går og overvejer, hvad han skal gøre med. Skal den afmonteres, så det bliver et helt røgfrit miljø, eller skal der være plads til også at nyde lidt røgtobak? I hver fald bliver der plads til at fodre en eventuel spillelidenskab, eftersom der vil bliver opsat et par spillemaskiner.

Har du nogen idé om, hvad det skal være for noget mad, I serverer?

– Nej, ikke endnu, men det bliver nogle simple retter.

Og hvad med personale?

– Ja, det skal vi også have. Vi skal nok ansætte to-tre stykker henad vejen.

Ved du, hvor godt stedet kørte under Susanne Jørgensen?

– Regnskaberne er ikke tilgængelige, for hun kørte det som enkeltmandsvirksomhed, og så behøver man ikke offentliggøre dem, men de gange, jeg selv er kommet her, har der da været mennesker. Og jeg ved da, at hun også havde to-tre ansatte.

Ude bagved er der mulighed for at lave et lille gårdhavemiljø.

– Det overvejer vi da at gøre, siger Kasper Lyster.

– Der skal bare lige smides nogle kræfter i det, og så skal vi eventuelt have nogle borde og stole stillet op.

Lejligheden ovenpå, som følger med i lejeaftalen og forpagtningen, skal lejes ud, fortæller han.

Da Susanne Jørgensen døde, blev ejendommen købt af Johan Juncker, som altså nu lejer den ud til Kasper Lyster.