Solgt: Så meget måtte RVV hoste op med

Solgt: Så meget måtte RVV hoste op med
RVV købte grunden, som Harald Nyborg tidligere var meldt interesseret i. Arkivfoto: Jakob Nørmark
NYHED | ABONNENT | 27. JUN 2023 • 05:30
Jakob Nørmark
Journalist
NYHED | ABONNENT
27. JUN 2023 • 05:30

Varmeselskabet har købt en grund på Ved Lunden i Rønne for at kunne bygge et nyt varmeværk inden for nogle år.

Rønne Vand og Varme (RVV) fortalte ved generalforsamlingen i maj, at selskabet har købt grunden Ved Lunden 7 i Rønne. Ifølge referatet fra sidste uges møde i økonomi- og klimaudvalget har RVV betalt knap 1,1 million kroner til regionskommunen for arealet, der ligger bag RVV’ eksisterende værk på Ved Lunden.

I 2021 var grunden på 9.700 kvadratmeter ellers udbudt til en minimumspris på to millioner kroner. Kommunen accepterede et bud fra et ejendomsselskab, der repræsenterede Harald Nyborg, men buddet blev senere trukket tilbage, da geotekniske undersøgelser viste, at underlaget ikke egnede sig til byggeriet af et varehus. Grunden har tidligere været lergrav, og man har siden 1990’erne vidst, at jorden også er forurenet. Lergraven blev blandt andet fyldt op med nedrivningsmateriale fra Rønne gasværk.

RVV bød også i 2021, men buddet opfyldte ikke et kriterium om, at anlægsarbejdet skulle påbegyndes hurtigt. Da udbuddet blev gentaget sidste år, havde kommunen ændret på vilkårene, og derfor kunne kommunalbestyrelsen i september acceptere RVV’s bud på 1.094.000 kroner.

Varmeselskabet har købt grunden med henblik på at kunne bygge et nyt varmeværk inden for nogle år.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT