Det er mere end et år siden, trafikchefen i BAT, Niels Rasmussen, første gang udtrykte et ønske om at få et overblik over, hvor mange passagerer der egentlig kører med på de enkelte busruter. Faktisk brugte han udtrykket "at arbejde i blinde" om det at lave nye køreplaner.
Det må man formode, at BAT's trafikchef stadigvæk gør. Det er nemlig ikke lykkedes at få et passagertællingssystem i drift i busserne trods flere tilløb med tests. Senest har meldingen været, at systemet forventes forsinket på grund af tekniske udfordringer og udfordringer med generering af valide data.
Nu kan Tidende så fortælle, at projektet, ifølge Niels Rasmussens egne ord, er sat på standby på grund af økonomiske udfordringer. Udviklingen af passagertællingssystemet bliver nemlig dyrere end forventet, oplyser trafikchefen.
– BAT's rådgivende bestyrelse bliver orienteret om sagen den 7. oktober, hvor der afholdes bestyrelsesmøde. Jeg har ikke flere kommentarer på nuværende tidspunkt, lyder det fra Niels Rasmussen i en kortfattet mail, der heller ikke kommer ind på, hvor meget dyrere end forventet systemet bliver.