Søstre har sat restaurant til salg

Søstre har sat restaurant til salg
Lene Riis Koefoed (tv) og Dorthe Riis Klausen tog en hurtig beslutning, da de købte Restaurant Rø. Nu vil de sælge. Arkivfoto: Jacob Jepsen
ERHVERV | Mandag 5. august 2024 • 19:00
Holger Larsen
Journalist
ERHVERV | Mandag 5. august 2024 • 19:00

Helbredsproblemer er årsag til, at Restaurant Rø igen kommer på markedet.

Da søstrene Riis for knap to år siden overtog Restaurant Rø, havde restauranten været til salg i mere end to et halvt år. Nu kommer restauranten igen til salg.

– Det er ikke økonomien, som slår os ud, men jeg har ondt i ryggen, siger Lene Riis Koefoed om baggrunden for, at søstrene ønsker at sælge.

Da Lene Riis Koefoed og Dorthe Riis Klausen den 30. september 2022 overtog Restaurant Rø, var det for at udleve en gammel idé om at få et fælles projekt.

Lene Riis Koefoed erkender i dag gerne, at det var en meget hurtig beslutning, der blev taget, da søstrene skrev under på slutsedlen:

– Vi fortryder slet ikke. Det har været hyggeligt at arbejde med familien på kryds og tværs, og vi nyder at lægge lokaler til selskaber. Men vi har taget beslutningen om at sælge for at passe på os selv, siger hun.

Lene Riis Koefoed var i mange år medarbejdende ægtefælle i landbruget, og det har taget på ryggen hos den ældste af de to søstre.

– Jeg er 62 år, og hvis der går to år, før vi får solgt, ligesom det skete for vores forgænger, kan man vel sige, at det er rettidig omhu at sætte til salg nu, siger hun.

Vil ikke svigte

Søstrene understreger, at man fortsat vil holde åbent for selskaber.

– Vi vil ikke svigte nogen. Man skal kunne regne med os. Vi har adskillige selskaber, som er bestilt til efteråret, hvor vi har skrevet ud til folk, at alt bliver som aftalt. Men vi tager kun imod nye selskaber tre måneder frem i tiden. Det passer fint med vores kundekreds, idet vi typisk har fødselsdage, guldbryllupper med videre, hvor man ikke bestiller så længe i forvejen, siger Lene Riis Koefoed.

Søstrene Riis har videreført traditionen fra Elly Mortensens mange år på restauranten med flæskesteg hver søndag, og der er stegt flæsk om onsdagen.

– Vi må se, hvor længe vi kan køre med det, for vi er også ramt af, at vores unge medarbejdere flytter fra øen for at læse videre.

Restaurant Røs historie går tilbage til slutningen af 1800-tallet, hvor Rø Afholdshotel blev opført.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT