Men hun mener samtidig, at en fjernelse af topskatten er nødvendig, selv om det vil ramme geografisk skævt. Blandt andet fordi det vil skaffe flere hænder til arbejdsmarkedet, som virksomhederne mangler.
- Det kan godt være, at en fjernelse af topskatten vil komme flere borgere i Nordsjælland til gode, fordi der nu engang faktuelt bor flere mennesker i Nordsjælland med en høj indkomst, fordi boligpriserne også er høje der.
- Men hvis Danmark som et hele er blevet mere velhavende, fordi vi har skaffet flere hænder på vores arbejdsmarked, som vi jo ved, vi gør ved at afskaffe topskatten, så synes jeg, det er et rigtigt skridt, siger hun.
Hos interesseorganisationen Landdistrikternes Fællesråd er formand Steffen Damsgaard, der også er byrådsmedlem for Venstre i Lemvig, ærgerlig over diskussionen om topskat.
Politikerne bør koncentrere sig om udspil, der kommer folk i hele landet til gode, mener han. For eksempel at sænke skatten i bunden.