Hellere sort hest end høj hest

Hellere sort hest end høj hest
Det er sandt, at jeg ikke har politisk erfaring - men skulle det være en ulempe? spørger Christian Froberg Dahl i sit indlæg. Foto: Torben Kofod Ager
KOMMENTAR | DEBAT | 14. JUN • 15:30
Af:
Christian Froberg Dahl
spidskandidat for Konservative ved kommunalvalget
KOMMENTAR | DEBAT | 14. JUN • 15:30

Kald mig bare "dark horse", men min politiske debut bygger på livserfaring, ledelse og lyst til at lytte, skriver Christian Froberg Dahl.

Flere kommentatorer og meningsdannere har flere gange kaldt mig en "dark horse" i forbindelse med mit spidskandidatur for Det Konservative Folkeparti til det kommende kommunalvalg.

Og jeg studser lidt hver gang og tænker; Er det en springer, jysk travhest eller bare en gammel knarvorn vallak, der refereres til?

Har jeg tid?

Jeg hører også ofte spørgsmålet: "Hvad så med dine forretninger, har du overhovedet tid til at være borgmester?".

Til det vil jeg sige, at jeg er så heldig at have nogle af Bornholms bedste medarbejdere. Tænk sig, at de lige valgte at arbejde i Ekkodalshuset og Hos Casper? Hvor heldig har jeg lov at være? Jeg stoler fuldt og fast på dem og kan give dem nøglerne til begge virksomheder i morgen. De er maskinrummet. De ER virksomheden (selvom mange af en eller anden grund tror, at det er ejeren, eller chefen. For det er det IKKE).

Erfaring?

"Du har jo ingen politisk erfaring. Kan man så være borgmester!?"

Nej. Det er sandt, at jeg ikke har politisk erfaring - men skulle det være en ulempe?

I øvrigt er vores nuværende konservative borgmester jo et godt eksempel på, at borgmesterevner ikke nødvendigvis bygger på politisk erfaring.

Jeg har gennem min karriere fået mange erfaringer. Jeg har lært at lytte, når interesser strides. Mine år som leder i virksomheder har lært mig en ting, som jeg bærer med mig ind i det politiske univers: Muligheden og evnen til at skabe resultater gennem andre er ledelse, når det er bedst.

For nok strides man, men er det ikke netop i det modsagte, at mulighederne opstår for innovation, fremdrift og engagement?

Er det ikke netop lige dér, at respekten kan fremædles og medejerskabet over det resultatskabende befinder sig?

"Uenighed antænder gnisten til åndens bål"

Det sagde Grundtvig. Og det er den energi, vi skal forædle og tage udgangspunkt i, når de politiske linjer lægges.

Jeg stiller op for De Konservative - sammen med et godt og alsidigt felt af kandidater; Unge, ældre, akademikere, håndværkere, mænd og kvinder. Alle har de en ting til fælles; de vil arbejde for Bornholm og landsdelens beboere. De er klar til at smøre ærmerne op sammen med deres kommende kollegaer, som vælges ind.

Selv byder jeg ind med den, jeg er. Med hjertet forrest og mine fejl på et sølvfad. Men med et brændende ønske om at bidrage til bedringen af vores økonomi, forholdene for vores udsatte og ikke mindst vores unge.

Skulle det blive til en borgmesterpost, så tilgår jeg embedet med ydmyghed, samvittighed og fornuft samt med den holdning, at borgmesteren er ALLE bornholmeres borgmester. For vi vil være en samlende kraft på Bornholm og lyttende.

Også til dem, der ikke stemte på os. For uden samarbejde og gensidig respekt flytter vi ikke noget som helst - hverken vi, eller andre. Fremgang fordrer enighed.

Tilbage til hesten. Jeg har ikke noget imod at være en sort hest.

Hellere det, end at sidde højt på hesten og tro, man kan møde sin næste i øjenhøjde.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT