Parti inviterer til erhvervstræf

NOTITS | 23. SEP 2024 • 17:00
NOTITS
23. SEP 2024 • 17:00

Enhedslisten Bornholm inviterer til erhvervstræf om lokalt ejerskab og erhvervsudvikling på øen.

Med en række arrangementer hen over efteråret og vinteren vil partiet sætte fokus på, hvordan Bornholm kan skabe og beholde værdier lokalt, skriver partiet i en pressemeddelelse.

– Vi har inviteret en række erhvervsfolk til Bornholm, der alle har erfaring med at skabe virksomheder, som bygger på og bidrager til – snarere end dræner – økonomien i det lokalområde, de indgår i. De vil dele ud af deres erfaringer og give inspiration til, hvad der skal til for, at vi bedst griber de muligheder, vores råvarer, natur, beliggenhed og – ikke mindst – fællesskab rummer for at styrke en erhvervsudvikling til gavn for Bornholm, siger Helle Munk Ravnborg (EL).

Første arrangement med titlen "Ejerskabet er afgørende – også når det gælder sol og vind" finder sted tirsdag den 15. oktober på Bornholms Højskole. Her vil fokus være på betydningen af lokalt ejerskab inden for sol- og vindenergi, og aftenen indledes med et oplæg af Kim Tobiasen, der blandt andet har arbejdet med udviklingen af store energiprojekter i flere jyske kommuner. Kim Tobiasen vil dele ud af sine erfaringer med, hvordan lokale energifællesskaber har bidraget til at styrke ejerskabet i sol- og vindprojekter, og hvilken betydning det har haft for lokalsamfundene.

– Ejerskabet til de virksomheder, der skaber værdi på Bornholm, er afgørende, fordi det bestemmer, hvor overskuddet i sidste ende havner. Det gælder uanset om det, der produceres, er energi eller linser, krukker, turistoplevelser, eller noget helt andet, siger Helle Munk Ravnborg og fortsætter:

– Når det handler om energi, kan energifællesskaber være en vigtig del af løsningen. Det handler om at arbejde sammen for at producere og dele grøn energi, som alle får gavn af. Denne tilgang er ikke kun vigtig for Bornholm, men også for andre steder i landet, hvor mange i disse år gør en indsats for at øge det lokalt forankrede ejerskab. Det skal Bornholm lære af.

Alle interesserede er velkomne til at deltage i debatten på Bornholms Højskole. Arrangementet er gratis, men tilmelding er nødvendig, oplyser Enhedslisten.

FÅ ABONNEMENT