– Og vi er jo også så heldige, at Toyota har et dejlig bredt bilprogram, som dækker stort set alle segmenter. Men jeg må sige, at når jeg ser den informationsstrøm, vi har fra vores ene importør, og skulle forestille mig at gange den med syv, så må det være svært at følge med i hver detalje på hvert enkelt bilmærke. Jeg vil gerne ønske Bilhuset tillykke – og de er jo også flere folk – men godt, det ikke er mig, ler Jim Maar.
Så når de siger, at det er blevet for omkostningstungt at drive en autoriseret forhandling af kun et enkelt bilmærke, så siger du?
– Ja, det ved jeg ikke. Det er det måske, men vi tjener altså penge hvert år og havde et rigtig godt 2022, så vi kan stadig holde skruen i vandet, som man siger. Der er da nogle fremtidige investeringer, men så er det godt, vi har været her nogle år, så vi har noget pondus at stå imod med. Vi er for eksempel ved at installere strøm for en halv million kroner, fordi vi skal have strøm nok inde i huset til at lade elbiler op. Og jeg ved også, der kommer nogle krav til alt muligt andet fra importøren, men den slags gælder jo ikke kun for os, det gælder også Brugsen og Kvickly og alle mulige andre. De endevender butikken, for nu skal der tænkes nyt, og så kommer der nyt interiør og så videre. Det får vi formentlig også inden for nogle år.
Fantastisk åbent hus
Jim Maar konstaterer, at 2022 generelt var "et ganske fornuftigt år på Bornholm at være bilforhandler i".