Nu har de 1.400 cykler til udlejning

Nu har de 1.400 cykler til udlejning
Regitze Matzen og Patrick Holm har en dagligdag omgivet af masser af cykler. Her er de med deres treårige søn August. Lillebror Asger sover. Foto: Holger Larsen
ERHVERV | 2. MAR • 05:30
Holger Larsen
Journalist
ERHVERV | 2. MAR • 05:30

Regitze Matzen og Patrick Holm har udvidet deres aktiviteter med overtagelsen af Bornholms Cykeludlejning.

– Vi har vores første udlejning klokken 10.30, og vi har cyklerne klar, siger Regitze Matzen og Patrick Holm, da de lørdag formiddag tager imod i Bornholms Cykeludlejning på Nordre Kystvej i Rønne.

Som om det unge par ikke havde nok at gøre med to små børn og to virksomheder, har de nu kastet sig over en større udvidelse af deres aktiviteter.

Den 27. februar overtog de Bornholms Cykeludlejning. De driver i forvejen Holms Cykler i Store Torvegade i Rønne og Nordbornholms Cykeludlejning i Allinge.

Opgaverne fordeler de på den måde, at Patrick Holm er praktikeren, den uddannede cykelmekaniker, mens Regitze Matzen tager sig af administrationen.

Den bedste placering

– Vi var ved at vokse lidt ud af butikken i Store Torvegade, hvor vi også har haft udlejning af cykler, hvilket kræver meget plads. Det har altid været lidt af en drøm, at vi kunne rykke herned med cykeludlejningen. Det er ganske enkelt den bedste placering, man kan tænke sig. Lige ved færgerne på Rønne Havn og ved siden af velkomstcentret. Så da vi fik muligheden, greb vi den, forklarer de nye ejere.

Det betyder, at det er slut med udlejningen af cykler i Store Torvegade. Det kommer fremover til at foregå fra Nordre Kystvej.

De har købt cykeludlejningen af mor og søn, Mariet Lund og Hans Henrik Lund.

Regitze Matzen kalder det en bedrift, at Mariet Lund, der er et godt stykke over pensionsalderen, har kunnet passe virksomheden så længe, syv dage om ugen fra april til september.

En stor udvidelse

Nu bliver der et generationsskifte, som også betyder en kraftig udvidelse af Regitze Matzen og Patrick Holms andel af det bornholmske marked for cykeludlejning. I forvejen havde de omkring 600 cykler til udlejning. Nu får de cirka 800 cykler ekstra.

Når sæsonen for alvor kommer i gang, skal der ansættes medarbejdere både i Allinge og i Rønne, for der følger ikke noget personale med.

– Vi vil gøre stedet til vores eget, så der sker lidt fornyelse med logoer, skilte og indretning. Virksomheden bliver mere digitaliseret. Der bliver mulighed for onlinebooking, og vi får elektroniske nøglebokse, så man kan hente cykler udenfor åbningstiden, forklarer de nye ejere.

Der vil være faste åbningstider fra april til september, men med mulighed for at leje cykler året rundt – og det sker faktisk. Det er især gravel- og mountainbikecykler, som udlejes udenfor sæsonen.

– Vi har alle slags cykler. Vi får også Christianiacykler som i Allinge. Vi har også en masse tilbehør som for eksempel barnesæder. Vi spænder ret bredt, siger Patrick Holm.

Cykeludlejning er hot

Med de senere års øgede fokus på friluftsliv er det kun gået en vej for cykeludlejningen.

– Det er bare hot, hot. Det er også en fed måde at komme rundt på øen på, siger Regitze Matzen og Patrick Holm, der især kan fortælle om en øget forespørgsel på elcykler, som er med til at udvide muligheden for at komme rundt på Bornholm.

Med flytningen af cykeludlejningen fra Store Torvegade til Nordre Kystvej, er der også lagt låg på de planer, der har været om at udvide i Store Torvegade. Her købte Patrick Holm for nogle år siden genboejendommen med Hafnia Kiosken med henblik på at kunne drive virksomhed på begge sider af gaden.

De planer er sat i bero, og kiosken bliver hvor den er.

– Det er det her på Nordre Kystvej, vi satser på nu, siger Patrick Holm.



Sælgere og købere af Bornholms Cykeludlejning. Fra venstre er det Hans Henrik Lund, Mariet Lund, Regitze Matzen og Patrick Holm. Privatfoto

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT