Jagten på historiske kilder til bornholmernes historie

Nu kan vi få viden om familien Christian Hassager Christiansens flugt, fordi ægtefællen Inger Christiansen har efterladt en erindring, som sønnen Ole Hassager havde liggende.

Bornholmernes historie omfatter hjælp til de forfulgte, der skulle videre til Sverige i perioden 1943-45. Gennem et aktivt forhold til Bornholms Tidendes læsere lykkedes det at få historiske oplysninger, der ikke tidligere har været kendt. Jeg fandt hurtigt ud af, af organisationen ”Laksene” alle var borte, og at deres sønner og døtre vidste meget lidt, fordi forældregenerationen havde valgt at holde tand for tunge.

Men ved at udvide søgefeltet til dem, der blev hjulpet, er det lykkedes at få nye kilder frem. Så dukker frem af tavsheden ”Laksene”, ”Liseruten” og alle de andre.

En hændelse, der var værdifuld for nedkæmpelsen af naziregimet, var nedslaget af prototypen på Hitlers hemmelige våben 22. august 1943. Det var affyret fra en rampe i Peenemünde ved Tysklands Østersøkyst og havnede i Bodilsker på Bornholm. Nedfaldet blev rapporteret til det danske politi, hvor politiassistent Johannes Hansen fik fat i marines sprængstofekspert Christian Hassager Christiansen. Johannes Hansen havde pligt til at melde dette videre til tyskerne, men han nølede lidt, så de to bornholmere nåede at observere, tegne en skitse og fotografere, hvilket de hemmeligholdt, da nazityskerne nåede frem. Efterfølgende skrev Christian Hassager Christiansen en fyldig rapport, der er optrykt i Bornholmske Samlinger 1976, side 82-84, og al form for dokumentation blev oversat til engelsk af Bornholms Lufthavns leder, Valdemar Lauritsen, og sendt med fly videre, så den kom til Sverige.

Ugen efter nedfaldet af Hitlers hemmelige våben 22. august 1943 brød samarbejdspolitikken sammen 29. august 1943, regeringen gik af, og ministerierne blev videreført af departementscheferne. Natten mellem 1. og 2. oktober indledte tyskerne jagten på de danske jøder.

De tre, der var aktive i illegale handlinger i forbindelse med Hitlers hemmelige våben, var alle tre nødt til at flygte til Sverige med familie.

Familien Johannes Hansen med ægteparret og deres fire børn, er skildret af sønnen Henning Fält-Hansen (Bornholms Tidende 16.11.2024). Familien Valdemar Lauritsen med ægteparret og deres datter er skildret af datteren Marianne Wisborg Lauritsen (Bornholms Tidende 4.1.2025). Men i trilogien manglede beskrivelse af familien Christian Hassager Christiansen og deres søn Ulf. Nu forligger denne families flugtbeskrivelse, fordi ægtefællen Inger Christiansen har efterladt sig en erindring om hændelsesforløbet. Sønnen Ole, der er født efter krigen, har indsamlet oplysninger og det er lykkedes at få oplysninger fra Ingers Christiansens venindes datter, Hanne Hjorth Nielsen.

Dette er historieskrivning, så kilderne skal holdes adskilt. Inger Christiansens erindringer fortjener at blive offentliggjort i deres fulde udstrækning. Ud over erindringerne kan de øvrige kilder stykkes sammen til en tekstmosaik, hvor spredte oplysninger fra flere forskellige mennesker dog fremstår som en historisk tekst. Både erindringer og tekstmosaikker giver huller i et hændelsesforløb, men det er vilkårene for historieskrivning. Det gælder om så vidt muligt at faktatjekke oplysninger.

Familien Hassager Christiansen bestod af Christian Hassager Christiansen (1904-1960), Inger Christiansen (1904-1996) og sønnen, Ulf (født 1935). Efter krigen fik ægteparret sønnen Ole (født 1947). Familien boede i 1943 på Haslevej i Rønne. Inger Christiansens søster Ady Koefoed (1909-2004) var gift med Niels Andersen Koefoed (1902-1963) på Store Almegård i Knudsker. Inger Christiansen omtaler en veninde. Denne er Eva, født Hjorth, en datter fra Maglegård i Østermarie (1906-1955). Hun er gift med farmaceut Ole Olsen (1903-1970) på Sankt Pouls Apotek i København. Familien boede på C.F. Richs Vej 94, Frederiksberg.

Inger Christensens erindringerne er ikke dateret, men sandsynligvis fra perioden 1960-1986. De er skrevet på opfordring fra sønnen Ulf og fra Helga Stephanie von Stemann (født Stephensen) (1892-1985), gift med amtmand Poul Christian von Stemann (1891-1966). Som ved andre erindringer, kan der forekomme unøjagtigheder ved dateringer.

Inger Christensen: Erindringer

Beretning om flugten til Sverige 26. oktober 1943.

Ulf har mange gange bedt mig om at berette om vores flugt til Sverige 1943. Ligeledes har Fru Stemann mange gange sagt til mig, at det var forkert, jeg ikke talte eller skrev om det. Naturligvis skulle jeg have gjort det mens det hele var i frisk erindring, men nu vil jeg så prøve at gå systematisk til værks.

1940 blev min mand (Christian Hassager Christiansen) som kaptajn-løjtnant forbindelsesofficer på Bornholm mellem tyskerne og søværnet. Samtidig var han efterretningsofficer, hvad naturligvis tyskerne eller vi andre ikke vidste. Officielt skulle han vist blandt andet holde øje med fiskerne, deres positioner, sømærker med mere. Der blev hyret en fiskerbåd til dette. Skipperen hed Olsen, og båden hed ”Codan”.

Christian opsnappede på disse ture blandt andet mange værdifulde oplysninger om tyskernes bevægelser, som han straks sendte videre. Så kommer vi til 28. august 1943. Der blev ringet fra politiet, at en mærkelig tingest var faldet ned på en mark her på Bornholm. Christian og Politiassistent Hansen tog straks derud og var så heldige at være alene med tingesten, inden tyskerne kom. De fotograferede, og Christian nåede at nedridse en tegning af den i sin lommebog. Da tyskerne kom, spurgte de, om der var fotograferet, hvortil Christian svarede ”nej”. Da Christian kom hjem, fik han meget travlt med at skrive og tegne, og da jeg spurgte, hvad det var, svarede han: ”Det har du bedst af ikke at vide noget om”. Jeg kom da også i forhør senere, men vidste jo ikke noget.

Christian sendte omgående beskrivelse, tegning og så videre til sin overordnede i efterretningstjenesten, daværende orlogskaptajn Mørch, som straks sendte det videre til England. Desværre var der andre, der havde fået fat i fotografierne og prøvede at sende dem videre, men de blev opsnappet på ruten Helsingør – Helsingborg. Og så kørte karrusellen.

En aften kort efter, da Christian havde været ude at demontere en mine, var han meget træt og sagde, at han lige ville sove et par timer, hvorefter han havde aftalt med Olsen, at de hellere måtte komme afsted. Men inden de timer var gået, bankede det hårdt på døren. Jeg måtte lukke op, og vi var omringet af tyskere. Et par af dem trængte straks ind og gik op i soveværelset og beordrede Christian til at komme med. Han gik ind på badeværelset og barberede sig og gjorde sig i stand, mens de hele tiden stod bag ham.

Jeg kan stadig se for mig, hvordan Christians hvide hue skinnede i mørket, da de gik op af havegangen. Hvordan jeg kom i forbindelse med min søster og svoger på St. Almegård husker jeg ikke, jeg kunne jo ikke telefonere. Der gik i hvert tilfælde ikke panik i mig, for jeg husker, jeg sad op i sengen og tænkte på, hvad jeg nu skulle gøre. Min svoger, Niels Koefoed, var allerede på dette tidspunkt godt i gang i modstandsbevægelsen og blev det mere og mere, til krigen sluttede.

Vestre Fængsel

Christian kom først ud på Galløkken, hvor tyskerne havde hovedkvarter. Her besøgte jeg ham en gang. Men så forsvandt han herfra, og da der var gået nogle dage, fik jeg brev fra Vestre Fængsel. De bad mig sende rationeringsmærker og undertøj. Niels og jeg tog straks til København. Rejsen foregik med en lille damper, der hed ”Carl”, og som lå i Hasle havn. Det var ikke nogen hyggelig tur. Båden var fuldstændig mørkelagt, og vi hørte næsten kun tysk, men vi fik da køjer.

Ankommet til København gik jeg straks op i det daværende marineministerium, men her var total forvirring, og ingen anede noget som helst. Så opsøgte jeg den senere ambassadør Svenningsen, der vist nok var kontorchef dengang, og som amtmand Stemann havde givet mig en skrivelse med til. Men han vidste heller ikke hverken ud eller ind. Derefter gik jeg hen til hotel ”Phønix”, hvor den tyske generalstab havde til huse. Jeg husker ikke så meget af det, men jeg husker, at jeg kom ind i et stort rum, hvor der sad en masse tyske menige parat til udrykning, og de havde hjelme på og maskingeværer foran sig. Hvordan det gik til, at jeg kom derind, husker jeg ikke, men jeg kom da ud igen, og naturligvis uden resultat.

Da jeg atter mødtes med Niels igen, havde han sat sig i forbindelse med vor gode ven orlogskaptajn Bangsbølle, og de havde opsnuset, at for at få lov til at besøge nogen i Vestre Fængsel, måtte vi henvende os på hotel ”Cosmopolit” og her bede om en samtale med oberleutnant von Crone. Det gjorde jeg så, og det var en meget kultiveret og fin mand, som jeg senere havde flere samtaler med, når jeg en gang om ugen skulle hente tilladelse til at besøge Christian.

Da vi ankom til Vestre Fængsel, fik vi den besked, at Christian var på Frederiksberg hospitals tyske afdeling. Da vi kom derud, kom der to mænd slæbende med Christian, der var iført sin uniformsjakke, men han havde ingen flip på, åben krøllet skjorte og så videre, og han så jammerlig ud. Jeg forsøgte at tale med ham, men han sagde bare: ”Jeg kan ikke finde min kraveknap”. Så gik de med ham igen.

Niels rejste hjem, og jeg blev hos venner i København for at kunne besøge Christian, der atter kom til Vestre Fængsel. Besøgende her var naturlig en blandet fornøjelse. Når jeg skriver fornøjelse, var det på den rigtige måde. Den mand, der hentede os (forbrydernes koner), hed Hessner. En rigtig stram pølsetysker. Vi blev vist ind i en celle, som fungerede som venteværelse. De øvrige besøgende var gennemgåede dejlige jævne københavnerkoner, der sagde deres meninger åbent og meget bramfrit, og jeg morede mig og godtede mig, når Hessner var ved at gå op i en spids.

Samtalerne med Christian fik jeg naturligvis ikke meget ud af. Der var jo tolk hos os, og vi talte tværs over et bord. Christian var blevet lille og tynd. Hans uniformskasket hang ned over ørerne på ham, og han gik dårligt. Jeg ved ikke, om det skyldtes mine samtaler med von Crone, men jeg havde sagt til ham, hvad rigtigt var, at min mand så meget dårlig ud, at han var syg. Og for ikke at antyde, at jeg mistænkte dem for tortur mod Christian, sagde jeg, at jeg troede, min mand led fængselspsykose, for en dag da jeg kom der op, blev jeg ikke vist ind til von Crone, men fik at vide, at min mand ikke var i fængslet mere, men hvor han var, vidste de ikke.

Kommunehospitalets psykiatiske afdeling

Da jeg kom hjem til min veninde, var der lige blevet ringet, at Christian var på kommunehospitalets psykiatriske afdeling. Her besøgte jeg ham naturligvis hver dag. Sygeplejerskerne var rystede. Christian havde sår efter spark langt op ad benene, og de stank, når de gjorde ham i stand. Han havde mærker efter brændende cigaretter og så videre. Og så havde han et stor sår i hoften, som ingen vidste hvor stammede fra. Tyskerne forlangte, at der skulle sidde tysk vagt, men overlæge Reiter sagde, at han havde pålidelige folk til at sidde tysk vagt, og patienten ville ikke blive rask, så længe der sad en tysker. Og den hoppede de på!

Det var ”Bopa”, der befriede Christian på kommunehospitalet, men alle, lige fra læger til portører, var med og medvidende. Befrierne var bevæbnet af hensyn til personalet. Det skulle naturligvis se ud, som om de var truet.

Så kommer selve flugten. En aften min veninde og jeg var alene hjemme, ringede det pludselig på døren. Hendes mand, der var farmaceut, havde vagt på apoteket. Vi blev meget forskrækket, da der lige havde været razzia i lejligheden nedenunder, hvor der havde været en jødisk familie, som heldigvis var kommet i sikkerhed i tide. Vi krøb faktisk ud i entreen og hviskede: ”hvem er det?”. ”Det er mig!”, sagde Christian, og udenfor stod han i slåbrok og morgensko sammen med en bevæbnet modstandsmand på hver side. ”Tag, hvad vi har af penge og kom med”, sagde han. Jeg havde netop været i marineministeriet og hentet penge, så jeg tog den kuvert, pengene lå i og fulgte med.

Homøopatisk Hospital i Hellerup

Vi gik ned i en mørklagt bil uden nummerplader og blev kørt ud til Homøopatisk Hospital i Hellerup. Her var vi om natten, og næste morgen sagde de, at de var nødt til at flytte os, da overlægens bil var under mistanke.

Så om aftenen blev vi flyttet til en lejlighed på en kvist i Fredericiagade. Lejligheden tilhørte en lærerinde, som var på efterårsferie. Her boede vi i fire-fem dage, og vi fik besked om at være meget stille. Unge mennesker fra modstandsbevægelsen kom med mad til os.

Så en dag kom de og sagde, at nu måtte vi afsted. Vi gik ned i en tilsyneladende almindelig taxa og kørte til Dragør, hvor vi skulle med en af fyr- og vagtvæsnets både. Af en eller anden grund var skipperen der ikke, og da han endelig kom var det for sent. Han turde ikke gå ud for ikke at vække mistanke. Jeg husker, vi ventede i toldkontoret, men jeg synes også at huske, at vi var oppe og få kaffe et sted. Siden kom vi ned i båden, hvor vi måtte blive om natten. Tyskerne gik vagt oppe på kajen, og jeg husker så tydeligt deres tramp. Jeg var egentligt ikke bange, man bliver nærmest kold som is og tænker ”Knald eller fald”. Christian sov meget tungt, for han havde fået sovemedicin. Da det lysnede, hørte jeg tramp på dækket, men det var heldigvis skipperen, der kom med varm kaffe og sigtebrød.

Og så sejlede vi, og aldrig er jeg blevet så lettet og glad, som da han sagde, at nu er vi på svensk farvand. Vi blev modtaget i Limhamn af Christians svenske kollega kaptajn Wallquist.

I Malmø blev vi indlogeret på et hotel, og efter et par dage fik vi meddelelse fra Niels, at Ulf (otte år) var sendt over til os. De, der befriede os, sagde, at hvis vi havde børn, måtte de også til Sverige. Jeg bad dem derfor sætte sig i forbindelse med min svoger på Store Almegård, hvor Ulf havde boet siden jeg rejste til København. Da de vidste, at vi var vel ankomne til Sverige, sendte de Ulf afsted.

Det foregik på denne måde: En politimand skulle om natten stoppe på vejen ved Store Almegård og så blinke med lygterne to gange, hvorpå Niels skulle putte Ulf i bilen. Den aften, det var planlagt, var Ulf blevet lagt i seng samtidig med de andre børn på Store Almegård. Og klokken 00 om natten blev han så vækket og fik at vide, at nu skulle han over til mor og far. Niels og Ady havde udstyret ham med det bedste tøj, rygsæk, skilt med navn og adresse og penge. Derefter drog de i nattens mulm og mørke ned over markerne med Ulf på en cykel. Da de nåede vejen, lagde de sig alle tre i grøften for at vente på bilen. Den kom og blinkede med lygterne to gange. Ulf blev puttet ind i bilen, og væk var den. Ady har siden fortalt, at hun faktisk var rystet, da bilen kørte, og hun var ikke rolig, før hun fik at vide, at Ulf var vel ankommet.

Bilen kørte Ulf til Tejn havn, hvor Olsen, som heldigvis var Ulfs gode ven, sejlede ham med ”Codan” til Simrishamn, hvor konsul Olsson modtog ham og satte ham på toget til Malmø, hvor jeg modtog en lille bleg dreng.

Svenske venner

En nat kort efter blev Christian syg og bad mig ringe til overlæge Ruben Holmstrøm, som Christian havde været hos sammen med Wahlquist, da vi kom over. Ruben sagde, at jeg skulle tage en taxi og køre Christian til hans afdeling på Almäna Sjukhuset og derfra sammen med min dreng køre ud til dem på Østra Sjukhuset.

Det gjorde jeg så, og jeg skal aldrig glemme den varme og kærlighed vi blev modtaget med, og de er skyld i, at vores ophold i Sverige, trods Christians sygdom den første tid, blev en dejlig tid. Og Ruben, hans kone Ellen og hans søster Gertie, som førte hus for familien, blev vore bedste venner for livstid. Bedre mennesker har jeg aldrig mødt, og jeg havde det så godt sammen med dem, at jeg faktisk aldrig længtes hjem.

Om vinteren boede vi i deres Stuga i Dalarne, og da Christian 1. april 1944 var rask og kunne fortsætte sit arbejde i marinen, skaffede de os en rar lille lejlighed i Malmø, og Ulf kom i dansk skole i Lund. Vi boede på Kristinelundsvägen i Malmø til sommeren 1945.

Tekstmosaik om befrielsen af Hassgar

Ole Hassager fortæller i august 2020: Min far, Christian Hassager Christiansen, blev i 1943 udsat for voldsom tortur af Gestapo i Vestre Fængsel. Så voldsom, at tyskerne besluttede at indlægge ham på et bevogtet hospital i to omgange. Dels Frederiksberg Hospital og dels kommunehospitalet i København. Indlæggelsen skulle formodentlig forhindre, at far døde fra dem, inden de fik ham til at angive sine forbindelser. Der blev gjort to forsøg på at få ham i sikkerhed i Sverige. Det første forsøg mislykkedes, det andet lykkedes. Jeg har mødt modstandsfolk fra begge forsøg.

Nedenstående er min erindring fra de kortfattede samtaler. Det første forsøg blev udført af Holger Danske. Jeg mødte et par af de medvirkende til et 4. maj arrangement på Frederiksberg cirka 1968. De fortalte, at de i 1943 kom in på den stue, hvor min far lå på kommunehospitalet. De foregav, at de skulle flytte ham, men da de var ved at give ham tøj på, kom der pludselig tyskere, og de måtte hurtigt ud igen. En af folkene fortalte, at da de så mig, var det næsten som at se min far igen.

Bopa

Flere oplysninger har Ole Hassager fået af Ole Holm (1913-1989). Han var vognmand i Rønne og særdeles aktiv inden for netværket ”Laksene”. Han hjalp forfulgte med at komme videre til Sverige, og retur kom våben.

Ole Hassager fortæller: Ole Holm husker jeg vældig godt. Han sagde en gang til mig: "Din far kunne have røbet os alle sammen. Ole Holm bragte mig i kontakt med lederen af den Bopa-gruppe, som befriede min far. Harald Nielsen og havde deltaget med sine to brødre Aage og Kai i den spanske borgerkrig. Der havde de lært at betjene våben og gik ikke af vejen for at bruge dem, hvis det blev nødvendigt. Jeg mødte Harald en gang i 1980’erne, hvor han boede i et lille hus på Sydsjælland. Aktionen på kommunehospitalet var tydeligvis kun en mindre del af de mange aktioner, som han har udført. Jeg spurgte ham, hvad der fik en kommunistisk gruppe til at befri en dansk søofficer. Hans eneste kommentar var, at ”man da hjælper et menneske, som er udsat for så megen lidelse” (det var ikke nødvendigvis de ord, men meningen var som skrevet). Jeg har siden læst, at Aage blev anholdt af Gestapo, få måneder efter han havde deltaget i befrielsen af min far. Han blev pint ihjel efter næsten fire ugers forhør. Det medfører, at sabotørerne indfører en regel om, at man kun forventes at holde mund de første 24 timer efter en eventuelt tilfangetagelse.

Eva Olsens datter, Hanne Hjorth Nielsen (født 1934), fortæller: På et tidspunkt var Inger og sønnen Ulf Hassager Christiansen i Eva og Ole Olsens lejlighed på C.F. Richsvej 94 på Frederiksberg. Muligvis ved en senere lejlighed var det Inger Hassager Christiansen, der ventede. Hun ventede på onkel Christian, Christian Hassager Christiansen. Han var på et hospital i København. Min mor forklarede mig, at onkel Christian havde fået benet i klemme. Den forklaring tog jeg til mig. Ole Olsen fik ham ud af hospitalet, så alle samledes ganske kort efter i lejligheden. Senere kom familien Hassager Christiansen til Sverige.

Sønnen Ole Hassager fortæller: Lejligheden, hvor Bopa med min befriede far hentede mor var ganske rigtigt den på C.F. Richs Vej. Jeg har været der med mor efter krigen.

Ulf sendes til Sverige

Ulf har fortalt til sin bror Ole:

Ulf boede hos vores moster Ady og onkel Niels på Store Almegaard. En dag kører en tysk lastbil ind på gårdspladsen. På ladet sidder tyske soldater med geværer med monterede bajonetter. Onkel Niels siger til Ulf: "Gå ind i laden, spring ud ad vinduet og løb op i skoven og gem dig."

Selve flugten er som beskrevet, at Ulf og moster Ady gemmer sig i grøften ved landevejen mod Hasle og venter på en bil fra Rønne. Den blinker to gange med lygterne og standser. Moster stopper Ulf ind i bilen og går tung om hjertet og fuld af tanker tilbage til St. Almegaard. Lidt udenfor Tejn standser bilen, Ulf får udpeget et hus, går selv det sidste stykke vej og banker på.

Den samlede oplevelse - specielt det med bajonetterne, er Ulf aldrig kommet sig over, og jeg er sikker på, at det har bidraget til hans alt for tidlige udvikling af demens.

Sønnen Ole Hassager har fået supplerende oplysninger fra sin bror Ulf: På et tidspunkt skriver mor, at Niels Koefoed, Ady og Ulf ligger i grøften om natten og venter på en bil, som skal køre Ulf til Tejn. Jeg ved fra Ulf, at det kun var moster Ady, som var med de sidste 100 meter.

Christian Hassager Christensen var chef for Marines Mineeftersøgningstjeneste. Den havde lejet kutteren ”Codan”, hvis fører var Louise Olsen (1901-1947), Tejn. Han fortæller i 1946:

Kaptajnløjtnant Hassager Christiansen, der af tyskerne var mistænkt for dpionage, var umiddelbart efter 29. august 1943 blevet indsat i Vestre Fængsel, hvorfra han blev overført til et københavnsk Hospital. Herfra blev han bortført af Modstandsbevægelsen og sammen med sin hustru ført til Sverige. Ægteparrets otteårige søn opholdt sig hos familie på Bornholm. I Oktober 1943 sejlede jeg drengen til Sverige og afleverede ham til forældrene.

Klassekammeraten fra Forberedelsesskolen i Rønne var Annelise Haagensen (1945-2025), gift Vindriis og emigreret til New Zealand, fortæller i en mail, at en dag var Ulf bare væk.

Fortielse

Ved præsentationen af tv-udsendelserne ”Bomber over Bornholm” i biografen i Rønne var Ole Hassager på scenen og fortalte, at hans far begik selvmord i 1960.

I en mail fortæller han i 2026: "Jeg fik blot at vide, at far var blevet meget syg og død af dårlige nerver. Jeg spekulerede i mange år over, hvordan man kan dø af dårlige nerver, indtil jeg af min bror 10 år senere fik at vide, at far havde skudt sig. I dag vil vi sige, at han havde PTSD."

De historiske kilder

Indeværende serie af historiske beretninger står nu med Inger Christensens erindringer. Ægtefællens handlekraft er kendt. At Christian Hassager Christiansen blev udsat for tortur fremgår af den historiske litteratur. At hans lidelser afsluttede brat i 1960 har også været kendt siden. Men ægtefællen Inger Christensens erindringer viser, at handlekraften var fuldt og helt intakt hos hende, da Christian Hassager Christensens frihed var blevet ham berøvet af et brutalt regime. Efterkommerne har stillet oplysningerne til rådighed med henblik på at dele oplysningen med Bornholms Tidendes nutidige læsere. Vi har i 2026 brug for viden om et brutalt regime, og vi har brug eksempler på handlekraft. Tak til familien.

Serien

Artiklerne om bornholmere, der hjalp forfulgte til friheden i Sverige bliver nu indlæst elektronisk af Bornholms Ø-arkiv. Hvis nogen ønsker den komplette serie, som den er nu, kan det ske ved henvendelse til Bornholms Ø-arkiv, arkiv@brk.dk.