I årets andet kvartal bliver det billigere at være fastpriskunde hos Bornholms Energi & Forsyning (Beof).
– I takt med, at vi går mod forår og sommer og dermed varmere temperaturer, melder Beof nu ud, at prisen på deres fastprisprodukt falder væsentligt i årets andet kvartal. Kunderne kan se frem til et fald på næsten to kroner per kilowatt-time, lyder det i en pressemeddelelse.
Samlet set falder Beofs kWh-pris på fastpris-el fra 4,15 kroner til 2,20 kroner inklusive moms. Hertil kommer afgifter til staten på 15 øre og betaling for transport af el, de såkaldte nettariffer.
– Det går heldigvis den rigtige vej med elpriserne. Det, som præger billedet lige nu, er både udsigten til forår- og sommertemperaturer, og det faktum at danskerne over en bred kam har sparet markant på energien, så blandt andet de danske gaslagre er fyldt godt op. Så alt i alt er den generelle situation på markedet bedre, end vi forventede for blot nogle måneder siden, forklarer Claus M. Andersen, administrerende direktør i Beof.