Nu er historisk salon solgt

Nu er historisk salon solgt
Her ses den solgte salon udefra. Foto: Sarah Thun Kristensen
ERHVERV | 22. FEB • 11:00
ERHVERV | 22. FEB • 11:00

Det er både dejligt og vemodigt, at salonen på Jernbanegade nu er solgt, fortæller Susanne Koefoed.

Med sidste arbejdsdag lige om hjørnet kunne det dårligt passe bedre, end at Susanne Koefoeds salon på Jernbanegade i Aakirkeby er blevet solgt fra 1. april.

– Det er både dejligt og vemodigt, fortæller hun til Tidende.

Mens det er dejligt, at det flaskede sig så fint med datoerne, så er det nemlig også vemodigt at skulle af med salonen som har været i familiens eje som frisørsalon i over 100 år, og som også er hendes barndomshjem.

Salonen, som blev sat til salg i september sidste år, har nemlig huset både Susannes egen salon Frisør Sanne, ligesom den har huset hendes fars og farfars salon før hende.

Tilbage i januar fortalte frisøren om, hvordan salonen har været hendes livsværk, men også om hvordan de snart 40 år som frisør har været hårde for kroppen og for helbredet.

– Selvom det er supersvært, så kan jeg også mærke, at det er det rigtige, for jeg har virkelig kæmpet og kæmpet for det, men min krop kan bare ikke magte mere. Det har betydet, at jeg har brugt alle mine kræfter her, og så har der ikke været overskud til så meget mere, fortalte hun dengang til Tidende.

Ny frisør overtager

Selvom det formentlig er en sorgens dag for de mange kunder, der nu i tre generationer har været vant til at blive klippet af en Koefoed på Jernbanegade, så er det altså alligevel en glædens dag for den afgående frisør, som ser frem til at rejse på en uges ferie i marts.

– Så kan følelserne blive bearbejdet i varmen, og derefter er det mit helbred, der skal tages hensyn til.

Særligt glædeligt er det, fordi det helt store ønske - nemlig at det skulle være en ny frisør, der overtog lokalerne - er gået i opfyldelse, og dermed kan Aakirkeby altså glæde sig til en ny frisør, der åbner på adressen den 1. april.

Skal man nå at møde Susanne Koefoed med saksen i hånden, så er det altså ved at være opover. Der bliver nemlig ikke afholdt nogen afskedsreception eller lignende, og det er der en helt særlig grund til.

– Det ville blive for trist, fortæller frisøren, som dog har fået masser af blomster, vin, chokolade og søde hilsner fra kunderne i den seneste tid.

– Jeg har godt vidst, at jeg havde dejlige kunder, og det har hilsner og krammere jo bekræftet. Det er også en grund til at det er vemodigt, fortæller hun.

Susanne Koefoed har sidste arbejdsdag i salonen på fredag den 28. februar.



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT