Antallet af udenlandske medarbejdere er steget på tværs af landet og brancher. På landsplan udgør udlændinge 11 procent af alle lønmodtagere. Det er væsentlig mere end her på Bornholm, som er den landsdel, hvor andelen af internationale medarbejdere er mindst. Det viser en ny analyse fra DI – Dansk Industri.
På Bornholm udgør de udenlandske medarbejdere 7,4 procent af alle lønmodtagere. Det betyder, at hver gang, der er 13 medarbejdere, vil én af dem være udenlandsk statsborger. Det placerer Bornholm som den landsdel, hvor andelen er international arbejdskraft er mindst. Det ændrer dog ikke på, at antallet af udlændinge på det bornholmske arbejdsmarked er stigende, viser DI's tal. Faktisk er der tale om mere end en fordobling i de seneste 10 år.
Flest tyskere og polakker
I 2011 var der 413 udenlandske lønmodtagere på Bornholm. Sidste år var antallet steget til 889. Det er en stigning på 115 procent, altså mere end en fordobling. Andelen af international arbejdskraft er vokset fra 3,2 til 7,4 procent i samme periode. Polakker og tyskere er de største grupper, og på de næste pladser følger medarbejdere fra Eritrea, Sverige og Syrien.