Lysten til at besøge Bornholm er intakt: 'Gæsterne har holdt lidt mere på pengene'

Lysten til at besøge Bornholm er intakt: 'Gæsterne har holdt lidt mere på pengene'
Først corona og siden Ruslands invasion i Ukraine har betydet, at de seneste tre år har været anderledes i den lokale turistbranche, fortæller direktør Pernille Kofod Lydolph i Destination Bornholm. Arkivfoto: Jacob Jepsen
ERHVERV | Mandag 26. december 2022 • 15:30
Henrik Nielsen
Journalist
ERHVERV | Mandag 26. december 2022 • 15:30

2022 var det tredje anderledes turistår i træk. Invasionen af Ukraine og inflation har påvirket turisternes lyst til at bruge penge, og det kan ses på omsætningen flere steder, fortæller direktør Pernille Kofod Lydolph i Destination Bornholm.

 

Da året ikke er helt slut endnu, mangler der stadig nogle tal for at kunne sætte to streger under resultatet af det indviklede regnestykke, der hedder turiståret 2022. Alligevel er direktør Pernille Kofod Lydolph i Destination Bornholm med på at gøre status over det, hun selv kalder det tredje anderledes år i træk.

– Mens vi i 2020 og 2021 mærkede konsekvenserne af coronapandemien, så har 2022 været præget af krigen i Ukraine og efterdønningerne af krigen i form af inflation og afmatning i markedet, fortæller hun.

Når hun kigger på overnatningstallene, ser hun fremgang i foråret og i sensommeren. I juli var der færre overnatninger end sidste år, og Pernille Kofod Lydolph regner med, at der også vil være lidt færre besøgende i vintermånederne end i 2021.

– Samlet set lander vi derfor formentlig et ganske fornuftigt sted, med forbehold for at jeg ikke har alle tallene endnu, siger hun.

Men – og der er et stort men, pointerer Pernille Kofod Lydolph.

– Gæsterne har holdt lidt mere på pengene end ellers, så detailhandlen og oplevelsesstederne har en del steder mistet omsætning. Generelt er likviditeten i rigtig mange virksomheder derfor også presset, fortæller hun.

En stor fornøjelse

Generelt oplever Pernille Kofod Lydolph, at lysten til at komme til Bornholm på ferie har været intakt. Ligesom under corona har gæsterne været optaget af udeliv og muligheden for at bevæge sig i naturen. Den tendens smitter også af på deres forventninger til destinationen.

– Bæredygtighed fylder stadig mere i forhold til rejselysten. Gæsterne vil først og fremmest gerne vide, hvordan man mest bæredygtigt kommer til øen. De spørger til vores initiativer omkring nedbringelse af CO2-aftryk og er nysgerrige efter at forstå, hvor langt vi er nået i vores miljørelaterede tiltag, siger Destination Bornholms direktør.

Hun tilføjer, at en anden tendens inden for bæredygtighed handler om såkaldt regenerativ turisme, altså hvordan man som gæst kan give tilbage til det område, man besøger.

Det er ikke kun hos gæsterne, Pernille Kofod Lydolph hæfter sig ved udviklinger, hun finder interessante. Det samme gør sig gældende i det bornholmske turisterhverv, hvor der ifølge hende er gang i mange spændende tiltag. Hvis hun skal fremhæve noget, peger pilen på Nexø, som rykker i øjeblikket.

– Det er en stor fornøjelse og betyder alverden for udviklingen af byen, øen og øens turisme, fortæller hun.

Unikt indblik i mønstre

Udviklingen i Nexø flugter med den udviklingsplan, Destination Bornholm har lavet for øens turisme frem mod 2030 i samarbejde med blandt andre Dansk Kyst- og Naturturisme, foreninger, virksomheder, politiske repræsentanter og ansatte i regionskommunen samt Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse som økonomisk partner. Følger man den og arbejder sammen om øens udvikling, vil det smitte positivt af på turisterhvervet, mener Pernille Kofod Lydolph.

Udviklingsplanen favner hele Bornholm, men zoomer også ind på Hasle, Nexø og Aakirkeby med det formål at skærpe deres individuelle image.

– Gør vi det, vil vores evne til at tiltrække investorer også blive bedre, end den er i dag, fortæller hun.

Derudover tog Destination Bornholm hul på arbejdet med datakilder, som har kørt hen over sommeren. Formålet er at tilvejebringe data og kigge på sammenhængene imellem dem.

– Det vil give et unikt indblik i forbrugsmønstre, tiltrækningskraft, bevægelsesmønstre og meget mere. Turismen er kendetegnet ved at være et værdikædeerhverv, og derfor er data på tværs af de mange, der er afhængige af gæstebesøg i deres virksomhed, afgørende, hvis vi alle sammen skal blive endnu bedre købmænd, lyder det fra Pernille Kofod Lydolph.

FÅ ABONNEMENT