Jobfest går udenom Bornholm

Jobfest går udenom Bornholm
Ifølge en analyse fra AE - Arbejderbevægelsens Erhvervsråd er der forsvundet flere end 1.000 job på Bornholm de seneste 15 år. På landsplan er det opstået flere end 250.000 nye job. Arkivfoto: Berit Hvassum
ERHVERV | Fredag 20. oktober 2023 • 15:30
Henrik Nielsen
Journalist
ERHVERV | Fredag 20. oktober 2023 • 15:30

Analyse fra AE - Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at der er skabt masser af nye job i Danmark siden 2008. På Bornholm går udviklingen den modsatte vej.

Næsten tre millioner lønmodtagere er i arbejde i Danmark. Danskerne er altså i job som aldrig før, men det er ikke alle dele af landet, som er inviteret med til jobfesten.

Mens der i København er opstået flere end 100.000 nye job siden 2008, er der her på Bornholm forsvundet mere end 1.000. Det viser en analyse fra AE - Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Forklaringen er ifølge cheføkonom Sofie Holme Andersen, at fire ud af fem nye job i de seneste 15 år er opstået i og omkring København og Aarhus. 59,8 procent af de nyopståede job er skabt i Københavnsområdet og 21,7 procent i Østjylland.

– Den udvikling, vi har set, har koncentreret sig rigtig meget om de store byer, immervæk de rigtig store byer, så selv Odense har ikke kunnet trække rigtig meget. Der ligger Bornholm jo uden nogen særlig stor by. På den måde bliver man mere isoleret i forhold til den her jobfest, når man ikke er i nærheden af en meget stor by, siger Sofie Holme Andersen til Tidende.

Jobfest smitter af

Den positive jobudvikling i København smitter af på hovedstadens umiddelbare omegn, hvor der er opstået mere end 50.000 nye job. Men man skal ikke langt væk, før det stilner af.

– Lige så snart vi bare kommer til Nordsjælland, er det ikke, fordi det er prangende. Der pendler de så i stedet ind til København, når man kigger på, hvor mange der bor der, der har fået job, siger Sofie Holme Andersen.

Der er Bornholm udfordret af sin beliggenhed, vurderer hun.

– Der ligger Bornholm er sted, hvor det er lidt mere besværligt at pendle frem og tilbage til København eller for den sags skyld resten af landet. Der er lidt kortere afstande både fra Østsjælland og Nordsjælland til at ramme den jobfest, der sker inde i København, siger Sofie Holme Andersen til Tidende.

Arbejde et andet sted

I 2008 var der 17.545 beskæftigede på Bornholm. I 2023 er tallet 16.238, fremgår det af analysen fra AE.

Det er et fald på cirka 1.300. Det betyder ifølge Sofie Holme Andersen, at der er forsvundet det antal job på Bornholm.

– Det er arbejdsstedslandsdel. Det vil sige, at det er der, hvor jobbene ligger, siger AE's cheføkonom.

Det vil samtidig sige, at det ikke nødvendigvis er sådan, at der er 1.300 færre på Bornholm, der har et job sammenlignet med 2008.

– Det kan være, at de enten har kunne få det til at hænge sammen med pendling, eller at man, efter der er kommet lidt mere fokus på hjemmearbejde efter corona, helt kan undgå pendling, men stadig have en arbejdsplads, der fysisk ligger et andet sted i landet, som man godt kan varetage fra Bornholm, siger Sofie Holme Andersen.

Geografisk skæv udvikling

Når det gælder andelen af befolkningen i den arbejdsdygtige alder, der er i arbejde, tegner der sig da også et lidt andet billede.

Beskæftigelsesfrekvensen er rekordhøj i alle landsdele på nær Vestjylland, herunder på Bornholm. Det lyder umiddelbart positivt, men ifølge Sofie Holme Andersen er virkeligheden lidt mere nuanceret.

– Med til historien hører, at en større andel af de 15-64-årige er i beskæftigelse i næsten alle landsdele, men det dækker igen over underliggende forklaringer. For eksempel hænger det sammen med befolkningsudviklingen på Bornholm og i Vestjylland, hvor antallet af personer i den arbejdsdygtige alder er faldet siden 2008. Igen vidner det om en udvikling, der er geografisk skæv, siger hun i en pressemeddelelse.



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT