Planen med Rønne H er at skabe mere liv i området, og derfor bliver det fremover også et sted, hvor både turister og lokale er velkomne.
– Der sker ikke særlig meget hernede på havnen, så vi skal have mere gang i den, ligesom der var før i tiden. Kommunen har fortalt mig, at jeg gerne må bruge området foran huset, og jeg kunne da godt forestille mig noget drop-in tango, så man lige kunne være med til en lille dans, hvis man kommer forbi. Og så vil vi forsøge at få folk til at sidde udenfor og spise, og måske skal der være noget underholdning af en slags, fortæller hoteldirektøren.
Hun forestiller sig, at der skal være en cocktailbar med et lækkert loungeområde, hvor der både skal serveres masser af specialøl, men også den helt almindelige classic.
– Og så vil der jo stadig være thai-restaurant i huset, og dem skal jeg nu have et samarbejde med.
Planen er, at stedet skal holde helårsåbent, da der i dag er rigtig mange vintergæster på Bornholm.