Hun og hendes mand danner allerede parløb på Hasle Feriepark, som de har drevet sammen i 18 sæsoner, men når de overtager havnegrillen varsler de først og fremmest en måneds lukket, så de kan få gjort klar til at åbne med et lignende, men mere strømlinet tilbud.
– Vi kommer til at nedskalere menukortet, for på den måde at blive mere skarpe på de ting, vi laver. Det er vigtigt for os at kunne stå inde for det produkt vi laver hele sæsonen igennem, og derfor vil vi hellere lave lidt færre forskellige ting, fortæller hun.
Holder vinterlukket
Og netop sæsonen er også et nøgleord for de kommende ejeres tilgang til Hasle Havnegrill. Den kommer nemlig til at åbne til april 2023, og så lukker den ned igen i efterårsferien og holder altså vinterlukket.
– Vi kommer ikke til at køre åbent hele året rundt for, at der lige kommer et par få gæster forbi. Vi satser på lange åbningstider henover sommeren, hvor der er mange på havnen om aftenen også, og så kommer vi til at køre weekendåbent torsdag-søndag i yderperioderne – og så vinterlukket, fortæller Linda Finne.