Gorm og Pia har udvidet med restaurant: 'Vi er faldet for Aarsballe'

Selskabslokalerne Den Grønne Frø i Aarsballe er kommet med et nyt kvæk, hvor man denne sæson har udvidet med en restaurantsdel. For der er potentiale til mere liv i Aarsballe, mener værtspar.
Parret Pia og Gorm Larsen har denne sæson udvidet med nye tiltag i selskabslokalerne Den Grønne Frø i Aarsballe. De har nemlig åbnet en restaurant, der serverer smørrebrød, burgere og andre lune retter.
Tiltaget sker, efter at parret sidste år valgte at sælge caféen Den Grønne Frø i Allinge, som de havde drevet siden 2017 ved siden af stedet i Aarsballe.
– Det var begyndt at gå rigtig godt i Allinge, og vi havde så småt fået etableret et navn. Men vi mærkede, at vi svigtede stedet her i Aarsballe, fortæller 65-årige Pia Larsen som forklaring på, at man nu har valgt at hjemtage restaurantsdelen til lokalerne i Aarsballe, der hidtil har kun har virket til selskaber og mad ud af huset.
Opbakning i Aarsballe
Og selvom den første sæson med restaurant har været beskeden, ser parret potentiale for en restaurant til den lille gennemfartsby.
– Besøgstallet har ligget lavt, og vi har – ligesom i Allinge – oplevet, at det krævede en smule tilvænning. Men vi har alligevel set en del cyklister og turister, der er passeret gennem byen på deres rute og på den måde har fundet vej til os, fortæller Pia Larsen.
Det er dog også fra de lokale, at man oplever et behov for en lokal restaurant, fortæller værtsparret.
– Vi ser flere fra Aarsballe, der kommer her og spiser. Vi oplever, at folk nyder, at de kan gå herhen og måske dele en flaske vin til maden uden at skulle bekymre sig om at skulle køre hjem. Så vi mærker bestemt en stor opbakning, siger Pia Larsen.
Og selvom planen er, at restauranten i Den Grønne Frø holder sæsonåbent, håber parret, at bornholmerne også vil benytte sig mere af deres selskabslokaler og mad ud af huset uden for sæsonen.
– Nu kæmper vi med at få flere folk ind og gøre opmærksom på, at vi har alle faciliteter til både større og mindre selskaber samt foredrag og musikarrangementer, siger Pia Larsen.
Trængte til et sceneskift
Selv er parret dog ikke i tvivl om, at de nu har slået rod i Aarsballe, hvor de selv bor i de tilstødende lokaler til restauranten.
De flyttede til Bornholm i 2016 efter at have afhændet en tømrervirksomhed i et generationsskifte.
– Vi havde kigget på, hvad vi gerne ville, når vi blev pensionister og følte, at vi trængte til et sceneskift, fortæller Pia Larsen.
Dengang boede parret i Nyhavn, da de fik øje på den gamle ejendom i Aarsballe.
– Mange, der kommer til Bornholm, er fascineret af vandet. Men vi faldt for Aarsballe med den smukke natur, der er omkring os her på ejendommen. Der er de mest fantastiske solnedgange, som vi nyder fra terrassen, fortæller Pia Larsen.
Parret har siden hen også har meldt sig ind i Aarsballe Borgerforening, og Pia Larsen har meldt sig ind i Rotary, mens hendes mand er blevet medlem af Allinge Billiardklub.
– Vi nyder at være her, og derfor vil vi også meget gerne lokalmiljøet, siger Pia Larsen.
NYT JOB
MEST LÆSTE


Spændier
Hvis man er ‘spændier’, er man morsom. Man kan for eksempel sige: ‘Ded e ejn spændier kar’ og ‘ded e spændit’.
OM BORNHOLMS TIDENDE
LÆS AVISEN DIGITALT
Læs avisen på din computer
Download app til Apple
Download app til Android
Ansvarshavende chefredaktør: Kristoffer Gravgaard.
Bornholms Tidende, Nørregade 11-19, 3700 Rønne.
Hovednummer: 56903000. Redaktion: 56903081. CVR nr: 35244115
© Bornholms Tidende Tekst, grafik, billeder, video, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. Bornholms Tidende forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indhold med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11b og DSM-direktivets artikel 4".
Generelle handelsbetingelser | Cookie- og Privatlivspolitik | Cookiedeklaration