Ejeren satser på en ny restaurant

Ejeren satser på en ny restaurant
Der er mulighed for at etablere restaurant på gadeplan, mens keglebanen ligger i kælderen. Foto: Torben Østergaard Møller
ERHVERV | Torsdag 6. juni 2024 • 15:30
ERHVERV | Torsdag 6. juni 2024 • 15:30

Jimmi Persson ejer bygningen, der senest rummede Buffalo Steakhouse på Store Torv, og håber, der igen åbner et spisested, ligesom han vil bringe keglebanen i spil igen.

Til oktober kan der være nyt liv på vej i de lokaler på Store Torv i Rønne, som engang rummede Rådhuskroen, og som Jimmi Persson ejer.

Frem til oktober 2020 lå restauranten Buffalo Steakhouse der, men Jimmi Persson, som også har Kabyssen i Hasle og Palæ Cafeen Rønne, købte bygningen af Ole Almeborg, mens restauratør Torben Nørregaard, som har Café Munter på torvet, fortsatte med at leje sig ind, idet han blandt andet har brugt køkkenet i forskellige sammenhænge.

Dertil var der også et lille mellemspil, hvor der blev etableret et kviktestcenter i forbindelse med corona, men det efterlader vi trygt i erindringen og slår i stedet fast, at nu er lejemålet opsagt pr 1. oktober – og så skal der ske noget nyt.

Faktisk håber Jimmi Persson på, at der igen vil åbne restaurant på adressen.

– Jeg synes, det er lidt ærgerligt, lokalerne bare ligger der, så jeg kunne da godt tænke mig, at der igen åbnede en restaurant. Eventuelt et bøfhus, siger han.

Jimmi Persson vil opgradere stedet, male vægge og så videre, men mener i øvrigt, at "den ligger lige til højrebenet at åbne en restaurant igen med udendørspladser på torvet", som han siger.

– Så det håber jeg, der er nogen, der har mod på.

Keglebane

I gamle dage var der keglebane i kælderen, er den der stadig?

– Ja, den er! Og jeg kunne godt tænke mig at integrere den igen. Der er også en bar og et rum med borde, bænke og sofaer. Det er en fin slyngelstue med brændeovn og så videre.

Hvor mange gæster kan restauranten rumme?

– Jeg vil skyde på, at der er cirka 100 siddepladser indenfor, og dertil er der også et selskabslokale ude bagved, man kan benytte, siger Jimmi Persson.

– Det er et ret stort sted.

Inden restauranten lukkede ned, var den delt op, så gik man gennem hoveddøren og til højre, var der bøfhus, til venstre blev der lavet pizzaer.

– Pizzaovnen står der stadig, men måske skal den væk, så vi kan lave det hele lidt moderne, men nu må vi se, siger ejeren.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT