Derfor bliver energiøens høje bygninger næppe gemt under jorden

Derfor bliver energiøens høje bygninger næppe gemt under jorden
Energinet har i årets løb undersøgt de geologiske forhold de steder, hvor Energinet ønsker at trække kabler i land og placere højspændingsanlægget, der kommer til at fylde mellem 70 og 90 hektar. Selve den el-tekniske del af anlægget, der skal indhegnes, fylder 700 gange 750 meter (52,5 hektar). Arkivfoto: Jacob Jepsen
ERHVERV | Onsdag 14. december 2022 • 05:30

Kan de høje bygninger til energiøens landanlæg ikke graves nogle meter ned i jorden, spørger læser. Det udvalgte område egner sig dårligt, mener Energinet, der lægger op til at skjule de 25 meter høje bygninger på anden vis.


Efter ingeniører og tekniske specialister på Energinets indre linjer har arbejdet på det tekniske design af højspændingsanlægget til Energiø Bornholm, er tiden nu inde til at bringe arkitekter med sans for de æstetiske detaljer i spil. Arkitema står de kommende måneder i spidsen for to workshops på Bornholms Højskole, og hovedspørgsmålet, som skal besvares, er, hvordan de op til 25 meter høje bygninger undgår at blive nogle klodsede kasser, der skæmmer landskabet på Sydbornholm.

Tidende har i kølvandet på seneste borgermøde fået et spørgsmål om, hvorvidt en af de – i teorien – mest effektive måder at skjule en bygning på kan komme på tale:

"I hele debatten om landanlæg ved du, om der er nogen, der har spurgt om, om bygningens højde kan reduceres ved at grave bygningen så langt ned som muligt", spørger en læser fra Hasle.

Denne mulighed har Tidende i årets løb flere gange forsøgt at få Energinet til at forholde sig til. Hver gang har det været tydeligt, at et graveprojekt ikke indgår i planerne. Og det er der gode grunde til, forklarede chefprojektleder Kim Søgaard Mikkelsen tidligere på året

– Den store udfordring er, at strøm og vand ikke er en god kombination. De converter-løsninger, vi skal bruge, er meget fintfølende over for fugt og vand, og risikoen for at skade det elektriske anlæg er noget, vi skal undgå, siger Kim Søgaard Mikkelsen, der ikke har hørt om nedgravede højspændingsanlæg andre steder.

– Ikke mig bekendt. Så går vi hellere den anden vej og kigger på, hvad vi kan gøre visuelt for at skærme det. Det er noget af det, vi frygteligt gerne have input om fra borgerne, sagde chefprojektleder Kim Søgaard Mikkelsen, mens forundersøgelserne fortsat var i gang i foråret.

Vand og elektricitet

Under Folkemødet i juni interviewede Tidende Hanne Storm Edlefsen, der er direktør for de to energiø-projekter, om muligheden for at skjule bygningerne:

Er det overhovedet en teknisk mulighed at grave bygningerne bare et par meter ned?

– Det ved jeg faktisk ikke endnu. Det er for tidligt at sige. Generelt er det svært at grave sådan et anlæg ned.

Er I villige til det?

– Vi kigger på, hvilke typer af stationer man kan sætte op, altså om man kan sætte nogle mindre op. Og vi kigger meget på det med indpasning i området. Men jeg kan ikke sige endnu, om man kan gøre noget med højden. Jeg er med på, at de 25 meter selvfølgelig lyder af meget, sagde Hanne Storm Edlefsen, inden hun uddybede problemerne ved en nedgravning.

– Der er vand i området, og der er klippe andre steder. Det sætter nogle begrænsninger. Vand i kombination med elektricitet er i sagens natur ikke den bedste løsning. Og der er nogle grundvandshensyn andre steder. Vi bruger blandt andet forundersøgelserne af naturen til at se på disse ting og på den måde finde den bedste løsning. Så det er ikke, fordi jeg udelukker noget. Vi er bare ikke færdige med forundersøgelserne endnu. Det er også derfor, vi ikke kan sige, hvor anlægget kommer til at ligge, og hvordan det kommer til at se ud, lød det fra direktøren under Folkemødet.

Efterfølgende har Energinet oplyst, at de lægger op til et stationsdesign med få friluftsanlæg, hvilket betyder, at en større del af højspændingskomponenterne skal placeres i gasisolerede bygninger.

Sænkning af grundvand

Intet tyder dog på, at forundersøgelserne har givet Energinet lyst til at prøve kræfter med en nedgravning. Ved borgermødet i Aakirkeby for tre uger siden fastslog ansatte i Energinet ved standene, at bruttoområdet og ikke mindst det højtstående grundvand gør, at det ikke vil være muligt at grave bygningerne flere meter ned.

Tidende har tirsdag spurgt Energinet om en status på forundersøgelserne, der er ved at være overstået. Inden deadline lykkedes det ikke at få oplyst, hvornår afrapporteringen, som skal laves på baggrund af miljøundersøgelserne, er færdig. Et flertal i kommunalbestyrelsen besluttede i september at afvente resultaterne af Energinets undersøgelser, før kommunen vil sætte gang i arbejdet med at lave en lokalplan og et tillæg til kommuneplanen. Det er beymringer om vandet i det lavtliggende område, som fik kommunalbestyrelsen til at træde blødt på bremsen.

"Det er særligt forholdene omkring de miljømæssige konsekvenser af en sænkning af grundvandsstanden og behov for øget afvanding, som ifølge høringssvarene må kunne forventes at afføde et behov for at justere placeringen af højspændingsanlægget,” står der i teksten, som Enhedslisten ønskede at få tilføjet, og som blev støttet af S, V og KD.

Elmindingen

Når nedsænkede bygninger til transformator- og højspændingsudstyr ikke tegner til at komme i spil, må andre midler tages i brug. På borgermødet anbefalede Jørgen Hammer fra Bornholmske Borgerforeningers Samvirke til at plante et 300 meter bredt bælte træer ud til Søndre Landevej hurtigst muligt, efter at Energinet i begyndelsen af 2023 har meldt ud, præcist hvor den 70-90 hektar store højspændingsstation skal placeres inden for bruttoarealet.

– Vi vil appellere til, at I meget tidligt i planlægningsfasen begynder at tænke på skovrejsning dernede. Og den skov, der rejses, kunne man jo meget passende kalde ”Elmindingen”, foreslog Jørgen Hammer.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT