Delia Holmberg er født i 1970 og er opvokset i Rønne, hvor hendes forældre også stadig bor. Lige efter gymnasiet omkring 1990 rykkede hun over og læste medicin i København, men fandt undervejs ud af, at det alligevel ikke lige var hende og skiftede over til tandlægestudiet, som hun afsluttede for cirka 20 år siden.
– Og jeg har indtil for to år siden altid boet i København, siger hun.
– Men for to år siden solgte jeg de to klinikker, jeg havde – en i Vordingborg og en i Stege, som jeg havde pendlet frem og tilbage til igennem alle årene. Men det var jeg i første omgang blevet træt af og tænkte, at jeg ville lidt tættere på. Samtidig mødte jeg også min forlovede og kommende mand, som var begyndt at arbejde hos mig i Vordingborg, da jeg købte hans kartotek op, fordi han også havde haft en klinik, hvor han havde arbejdet i 30 år.
– Så blev vi bare møgforelskede, og det var så skønt, så jeg solgte min lejlighed på Frederiksberg, og vi købte et hus sammen på Møn. Jeg tænkte, at så sælger jeg også klinikkerne, men så skulle jeg jo også finde ud af, hvad jeg så ville. Jeg kunne mærke, at jeg ikke bare skulle fortsætte som almindelig ansat på mine tidligere klinikker, som jeg nåede at være et par år efter salget. Det er svært, når man har bygget en klinik op at sælge og så bare være ansat, måtte jeg konstatere, for jeg var ikke rigtig glad. Jeg kunne mærke, at jeg skulle have mit eget.
Den rigtige beslutning