I løbet af mandagen kommer der et stort træ kørende ind til centrum af Rønne. Der er tale om årets juletræ, som i nyfældet tilstand tropper op på Store Torv.
Træet er doneret af virksomheden Dalgas, så handelsstandsforeningen slipper for at grave dybt i pengekassen.
– Det vil nok koste små 10.000 kroner inklusive moms, men min kompagnon Jonathan er 100 procent bornholmer, jeg er gift bornholmsk, og vi arbejder på Bornholm i hverdagen. Derfor synes jeg godt, at vi kan give noget igen, siger Adam Kofoed Månsson fra Dalgas.
Han har været ude at vælge en flot model og gør nu klar til mandag morgen. Her kommer eksilbornholmeren Philip Koefoed Dam tilrejsende ovrefra bevæbnet med motorsav. Efter en hurtig tur med klingen sættes kursen mod Rønne.