Lavfrekvent støj og andre mangler
Espersen har et nyt svar til Søren Møller Christensen.
Kære penneven Møller,
Jeg lovede dig fredag info om lavfrekvent støj fra Energiøens cirka 200 havvindmøller - højere end Eiffeltårnet – der laver el til 3 millioner husstande. Det er tæt på 200 gange Bornholms 15.800 husstandes eget elforbrug.
Lavfrekvent støj
Lavfrekvent støj fra havvindmøllerne kan give stress, tinnitus og slagtilfælde jævnfør WHO, og det dør man i værste fald af - også selv om støjen er under de frekvenser, som vi mennesker kan høre.
Lavfrekvent støj fra Energiø Bornholms havvindmøller er tæt på 20 dB ifølge Rambølls og Energistyrelsens 500 siders Miljørapport fra 2023. En ven fandt Miljørapporten for mig, og jeg deler den gerne til alle. Belæg med kilder til dette brev deles også gerne.
Lavfrekvent støj kan bevæge sig op mod 20 km uden at tabe intensitet jævnfør Niels Berthelsen, 2018.
I øvrigt var du, Møller, vindlobbyen og Energistyrelsen dygtige til at påvirke det gamle byråd med skønmalerier af Energiøen som dette foto, der virker helt urealistisk:
Skønmaleri marts 2023 af ’floden’ Risebæk – i dag en smal grøft - med Nordeuropas største transformer med smukke unge menneske uden indhegning.
Er Miljørapporterne også skønmalerier?
Oplevelser
Nogle naboer er i dag ramt af lavfrekvent støj fra flere fejl i Ewiis 30 MW batteri ved Hasle, som motorvejsstøj jævnfør Tidende 5/7 2025. Energiøens 3,8 GW transformer i Sose bliver målt i W 125 gange større end Ewii’s batteri.
Andre husstande oplever lavfrekvent støj, hvor sengene vibrerer, kroppene dirrer, og beboerne flygter i sommerhus for at sove. Det ramte blandt andet i et hus med kælder 800 meter væk fra støjkilden, hvor deres kælder virkede som en højtaler for den lavfrekvente støj.
Den lavfrekvente støj måltes indendørs af en autoriseret ingeniør til ’kun’ 9 dB. Miljøstyrelsen grænseværdi er på 20 dB, så det måtte husstandene leve med.
Belæg og kilder kan dokumenteres.
For høj grænseværdi
WHO har identificeret støj som en vigtig helbredsmæssig risikofaktor, specielt i EU og Danmark.
Eksemplet om, at ’kun’ 9 dB også er en for høj dansk grænse for lavfrekvent støj, taler for sig selv.
Flere jyske byer og især testcentret i Østerild protesterer ligeledes over Miljøstyrelsens 20 dB grænse for lavfrekvent støj. En del bliver syge eller flytter ifølge en TV2 udsendelse 29/10 2025 om vindmøllestøj i Jylland.
Landsforeningen mod lavfrekvent støj protesterer også over de for høje grænseværdier.
Forleden talte jeg med en interesseret partileder fra det nye byråd om mulig lavfrekvent støj i Aakirkeby og Rønne Syd på grund af Energiøen.
Mangler i miljørapporten
Rambøll indregner i Miljørapporten kun støjen fra selve havvindmøllerne. De holder sig lige under Miljøstyrelsens 20 dB grænse på Sydbornholm og i Rønne – men langt over de 9 dB, som flere ikke tåler.
Rambøll skriver selv i Miljørapportens del 2 side 69ff om sine teoretiske støjberegninger citat:
a) Støjen udbredes mere effektivt over en vandoverflade, der er akustisk hård
b) … over havoverfalden kan der ved relativt store afstande opstå såkaldte multiple refleksioner.
Hertil skal man huske, at der oven i den i Miljørapportens viste betragtelige støjbelastning fra havvindmøllerne normalt skal tillægges kumulerende lavfrekvent støj fra:
1) Transformeren i Sose (TV2B 22/6 2022 ’Perspektiv – Energiøen går i land’: Transformer i Emdrup brummer dybt. Varmepumper og køleanlæg støjer også. Emdrup naboer: Lav 2 km ring rundt om på grund af støj og 3 brystkræfttilfælde. Sose bliver 4-5 gange Emdrups anlæg)
2) Færgerne til Rønne og flere skibe tæt syd om Bornholms hørlige lavfrekvente støj
3) De store grisefarme på Sydbornholm.
Ses og høres
Turisterne på Sydbornholm kan altså både se og høre. Rejser de i stedet for til tyske Rügen, så slipper de for begge dele med tyske havmøller 3 gange så langt fra kysten som på Bornholm.
Borgerne på Sydbornholm kan noget groft sagt få valget ’Flygt eller dø tidligere’. Jeg håber, at jeg tager fejl her.
Og ja, jeg frygter, at Rambølls og Energistyrelsens Miljørapport om lavfrekvent støj er endnu et skønmaleri.
Kun en ny uafhængig fokuseret undersøgelse med nye grænseværdier i henhold til den nyeste forskning kan afklare dette i alles interesse.