– Jeg tror, de holder op. De bornholmske fiskere, som kan søge væk, de er allerede væk og fisker i dag. Men det havde da været skønt, hvis vi kunne drive fiskeri på Bornholm et kvartal eller to om året, så vi kunne være lidt hjemme ved familien også, siger Thomas Thomsen.
Hans vurdering er, at der er 15-20 mindre både, der er ved Bornholm hele året rundt.
– Ud af dem er der vel kun et par, som lever udelukkende af fiskeri. De andre har noget supplerende indkomst, men de har jo stadigvæk en indkomst fra fiskeriet, og den forsvinder nu, siger han.
En vej ud af erhvervet er en ophugningsordning. På Christiansborg taler et flertal om en pulje på 25 millioner kroner, og Thomas Thomsen har en klar opfordring til politikerne.
– De må smutte over i Finansministeriet og finde nogle flere penge, for det her rækker ingen steder. Det er ikke sådan, at folk skal ud og købe nye biler og have swimmingpools hjemme i haven eller noget som helst. Det er bare, så de kan komme ud med skindet på næsen og blive omskolet, eller hvad de nu skal, så de kan komme videre i deres liv. Det er det, vi beder om, siger han.