Bornholmsk blackout på verdens radar

ERHVERV | Tirsdag 11. oktober 2022 • 05:30
ERHVERV | Tirsdag 11. oktober 2022 • 05:30

Verden kan næsten ikke holde konspirationsteorierne tilbage, når de store gaslæk følges op af et ødækkende strømsvigt i Østersøen. Bornholm er således havnet i store udenlandske medier.


Mandag har Bornholm trukket overskrifter rundt omkring i verden. Det ødækkende strømsvigt er ikke gået stille for sig, og både de landsdækkende medier såvel som medier fra andre lande har vist stor interesse for strømkablet, der hører hjemme i det samme hav som de store gasledninger, der trak overskrifter for et par uger siden – og stadig gør det.

– Vi har fået en del henvendelser af en karakter, vi ikke normalt får under en strømafbrydelse, fortæller Klaus Vesløv fra Bornholms Energi og Forsyning.

– Også fra langt uden for Danmarks grænser.

Og han er ikke den eneste. Også hos Trefor, som ejer det bornholmske elnet, har de fået henvendelser fra både tyske og amerikanske medier, som ville høre, hvad der er los, og hvad vi skal lægge i strømsvigtet. Her blev pressechef Anya Palm siden klokken 7.55 mandag morgen bestormet med mails og ringet op omkring 60 gange af journalister fra både Sverige, Norge, Finland, Belgien, Rusland og USA – blandt andet.

Både tyske Bild, Wall Street Journal og Washington Post har kørt store historier om, hvordan den danske ø er blevet aldeles mørklagt mandag morgen, og spekuleret i, hvad det kan være, og om nogen har haft en finger med i spillet.

De fleste bornholmere har nok oplevet et strømsvigt hist og her, og på Tidendes Facebook-side gik snakken snarere på, om man havde nået at lave morgenkaffen eller ej – det samme gjorde den på plejehjemmet, og på Svaneke Bryghus Restaurant iførte man sig pandelygterne og arbejdede videre på smørrebrød til 56 mennesker.

Fakta på bordet

Hos Trefor er det også en del af hverdagen, at der af og til sker driftsforstyrrelser på elnettet.

– Det sker en gang imellem. Denne gang var det så en halvstor afbrydelse, fortæller Anya Palm, som ikke ellers mener, der er noget usædvanligt over strømsvigtet, som denne gang har genereret en noget større interesse, end det normalt gør.

– Normalt handler kommunikationen om et strømsvigt om at svare på spørgsmål fra de lokale medier, der oplyser borgerne om, hvad der sker og hvornår de kan forvente at strømmen er tilbage, forklarer hun.

Hun har sjældent oplevet så stor en opmærksomhed omkring et strømsvigt, og da det indtil videre er kogt ned til, at fejlen slet ikke var ude i Østersøen, men lokalt på Bornholm ser det ikke ud til, at der er noget ekceptionelt over det.

Vi er dog stadig ikke kommet tættere på end det, og der gik da heller ikke mere end fire timer, før øens eget forsyningsselskab havde kontakterne forsynet med strøm igen.

For Klaus Vesløv fra Beof har det været vigtigt ikke at piske en stemning op, før han ved, hvad der er op og ned i sagen.

– Vi har sagt ingen kommentarer, for vi skal ikke tro så meget, vi skal have fakta på bordet. Og vi ser ingen grund til at spekulere og skabe utryghed, siger han.

Og den vogn hopper pressechefen fra Trefor også meget gerne med på.

– Vi gør meget ud af at sige, at vi ikke har nogen anledning til at spekulere i, om der er sket noget usædvanligt. Vi har nul forudsætninger for at vide det, og der er ingen grund til at puste til en eventuel utryghed.


Teknisk fejl

Det var en teknisk fejl, der var årsag til den strømafbrydelse, som mandag morgen mørklagde Bornholm. Det oplyste Trefor på sin hjemmeside mandag eftermiddag.

Selskabet er sammen med Energinet ved at finde ud af, hvad der præcist er sket.



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT