Bornholms Brand vil holde igen med prisstigninger

Bornholms Brand vil holde igen med prisstigninger
Direktør Morten Holten og Bornholms Brand vil forsøge at undgå store prisstigninger. Arkivfoto: Jacob Jepsen
NYHED | 31. JAN 2023 • 09:58
Jakob Marschner
Journalist
NYHED
31. JAN 2023 • 09:58

Bornholmerne er hårdt nok spændt for allerede, og vi er godt nok polstret til at stå imod, melder det bornholmske forsikringsselskab ud, efter at andre i branchen har hævet prisen på præmierne med op mod 15 procent.


Bornholms Brand vil forsøge at undgå de meget store stigninger, som kunderne i nogle forsikringsselskaber for tiden oplever på prisen på deres forsikring.

Det oplyser Bornholms Brands direktør Morten Holten tirsdag i en pressemeddelelse.

– Set med mine øjne gennem Bornholms Brandforsikring kan det godt være, at vores indeksregulering i 2023 er til den lave side, og den dækker ikke helt den fulde påvirkning af inflationen. Men vi har et solidt kundegrundlag og en lønsom forretning, som også kan absorbere lidt af skadeomkostninger i driften, siger han.

– Vi føler også, at bornholmerne allerede er hårdt ramt af prisstigninger fra flere sider. Vores mål er derfor at styre udenom de ekstraordinære stigninger, i hvert fald så længe det overhovedet er muligt, siger Morten Holten.

Alle forsikringsselskaber oplever for tiden, at deres skadeudgifter stiger på grund af inflationen, der særligt har ramt reservedele til biler, byggematerialer og andre forbrugsgenstande. Flere selskaber har derfor hævet priserne på forsikringspræmier med helt op til 15 procent.

Også her er Bornholms Brand dog lidt mere heldigt stillet end andre selskaber, siger Morten Holten.

– For hver 100 kroner vi betaler til en skade, er 50 procent groft sagt materialer og 50 procent løn til håndværkere. Når selskaber opererer med stigninger på mellem 10 og 15 procent på hele præmien, så går cirka 60-70 procent til at dække skadeudgifter og heraf kun cirka 50 procent til at dække inflationsramte materialer, siger han.

En anden forskel mellem Bornholms Brand og en del andre forsikringsselskaber består ifølge Morten Holten i, at nogle selskaber lever med større krav til at tjene penge til ejerne, end Bornholms Brand gør.

– I det nuværende marked ser vi stor forskel på de børsnoterede selskaber og de mindre gensidige selskaber, som er drevet ud fra andelstanken. De første bliver i en vist udstrækning målt på evnen til at skabe værdi for aktionærerne – og de andre på evnen til at skabe værdi for kunderne, siger han.

Endelig benytter Bornholms Brand ifølge Morten Holten den mest lempelige af de to måder, som forsikringsselskaber kan hæve priserne på sine præmier på.

Bornholms Brand bruger lønindekset, der bliver beregnet for 12 måneder tilbage i tiden, og som i år vil betyde, at Bornholms Brand lægger 2,3 procent oven i priserne på alle sine forsikringsprodukter.

Mere barsk for kunderne kan den såkaldt ekstraordinære præmiestigning være. At sætte priserne op på den måde kræver, at stigningen bliver varslet til hovedforfald. Griber et forsikringsselskab til den mulighed, vil kunderne samtidig få ret til at opsige forsikringen ved hoveforfald.