– Vi er blevet anbefalet at prøve at søge hos nogle fonde, men så snart det er et projekt, man ikke kan se med det blotte øje, bliver det svært. Fondene kan jo ikke rigtig fremvise nogle nye vandledninger, der er gravet ned i jorden. Hvis ikke vi kan få nogle fondsmidler, er vi nødt til at høre, om vi eventuelt kan få en kommunegaranti og på den måde optage lån i foreningen. Men så stiger havelejen jo også.
Og netop havelejen er et lidt ømt emne. Havelejen udregnes efter havens størrelse, og den årlige kvadratmeterpris ligger lige nu på 2,50 kroner. En typisk have hos Solvang ligger derfor i omegnen af 1.000 kroner om året, men selvom det umiddelbart ikke lyder som voldsomme tal, så frygter Jens Strunge Kruse, at en markant stigning kan give flere tomme haver.
– Havelejen steg jo allerede sidste år. Det skal jo også være sådan, at folk stadig har råd til at have en have. Der er så mange forskellige mennesker deroppe. Der er studerende, pensionister, børnefamilier og så videre. Vi forsøger derfor stadig at være en billig forening, fordi ellers flygter folk derfra. Lige nu ligger vi på nogenlunde samme niveau, som de andre foreninger her i byen.
Skrue uden ende
Det kan i det hele taget virke som en gordisk knude for haveforeningens bestyrelse.