Bornholmere boltrer sig i 'meget trendy' gade

Bornholmere boltrer sig i 'meget trendy' gade
Charlotte Vigel foran Karamelleriet her i Jægersborggade. Fotos: Torben Østergaard Møller
ERHVERV | Mandag 29. december 2025 • 05:30
ERHVERV | Mandag 29. december 2025 • 05:30

De kommer begge fra Svaneke, Tine Ipsen og Charlotte Vigel, men først i gymnasiet i Rønne blev de rigtige venner, og nu er de ydermere forretningspartnere. Men hvem var bedst til håndbold? Dét kan de ikke blive enige om.

Tag på opdagelse i Karamelleriets verden, lad dig inspirere, friste og forkæle af konsistenser og smagsnuancer – og find din egen favorit blandt klassiske flødekarameller, syrlige frugtkarameller, hårde klippestykker, bløde drageringer og klassiske karameller overtrukket med chokolade …

Sådan en opfordring fra Karamelleriets hjemmeside er det faktisk svært at sidde overhørig, og hvorfor ikke opsøge favoritten ude i den virkelige verden?

Lige præcis, så Tidende er taget til Jægersborggade på Nørrebro i København.

Igen.

For der i den sprudlende gade med de lækreste små butikker side om side har vi for nylig besøgt Wilgart, hvor bornholmske Silas Skram fra Soldalen i Olsker fremstiller og sælger kasketter og sammen med sin kompagnon, Tomas Chovan, også ejer Bornholmerskjorten, ligesom vi i den anden ende af gaden har besøgt Maria Terry, som oprindeligt kommer fra Vang, men som her har sin butik, My Favourite Things, med blandt andet tøj og kosmetik til primært kvinder – men nu gælder det altså noget lækkert til ganen i form af karameller.

Idet Karamelleriet rent fysisk skam også ligger placeret i gaden mellem de to netop nævnte butikker. Og i øvrigt i en nedlagt cykelkælder.

For her åbnede veninderne Charlotte Vigel og Tine Ipsen deres karamelproduktion og -udsalg i 2006, og hvis vi lige gransker den allerede nævnte formulering "hårde klippestykker" fra hjemmesiden karamelleriet.dk, giver det for alvor mening at fastslå, at jojo, butikkens to bagkvinder er skam bornholmere.

Hvorfor det også giver god mening, at de i 2008 fulgte den københavnske udgave af en butik op med en tilsvarende i deres fødeby, Svaneke.


Gunver Lønfeldt og Charlotte Vigel taler om dagens udfordringer.

Smagsprøve

Straks man træder ned i københavnerbutikken – ja, de fleste butikker her i gaden træder man faktisk ned i, fordi de ligger under gadeniveau – kan man konstatere, at der skam er godt gang i karamelproduktionen, som finder sted, så kunderne, der skal hente nogle godter, kan følge med i, hvad de aktuelt tre medarbejdere har gang i.

En fjerde, som viser sig at hedde Gunver Lønfeldt, spørger, om hun kan hjælpe, og det kan hun, for hun bevæger sig straks ud i et baglokale for at støve Charlotte Vigel op, mens Tidendes udsendte kan studere en stor 30 kilo tung – forklarer en af medarbejderne – "pølse" af karamelmasse, som ligger og ruller rundt og bliver masseret i produktionsapparatet.

Her dufter sødligt af karamel, og den venlige medarbejder skærer også lige et stykke ud af karamelmassen og byder det til.

Det er … mums!

Et par meter væk står en lille maskine, som snart begynder at spytte cellofanindpakkede karameller ud. Der er styr på det.

Hvis der skulle være en læser, der tænker, "Charlotte Vigel, hm, det navn siger mig noget", ja, så kan det da skyldes, at hun faktisk i 90'erne og op i 00'erne havde succes som sangerinden Tiggy med flere hits, ligesom hun år tilbage har været vært på Radio 100, tv-vært på TV2 Bornholm og i øvrigt har sunget – og stadig synger – i Back To The 80's.

Nu kommer hun ud og hilser på, og vi fortrækker til baglokalet, hvilket dels er en fordel, fordi der er ro til at tale sammen, dels fordi journalisten bliver ukoncentreret, når han hele tiden forsøger at få øjenkontakt med medarbejderen, som bød ham på et stykke karamel, hvilket jo med lidt held kunne gå hen og blive til to eller måske endda flere stykker.


Charlotte Vigel med et par af de ansatte, som er i fuld gang med produktionen.

Hvem var bedst?

Det er til næste år i maj, butikken her har 20 års-jubilæum, slår Charlotte fast, og skal hun karakterisere, hvad det var for en gade, hun og veninden dengang rykkede ind i, siger hun:

– Det var sådan en crazy rock'n'roll gade. Da vi flyttede ind, var man jo kun lige for alvor gået i gang med at etablere gaden med butikker og gøre den til den handelsgade, som den er i dag. Så der er verdener til forskel på dengang og nu!

– Nu er gaden meget trendy, og man kommer her jo gerne for at finde små, specielle håndværksbutikker, miniproduktioner, caféer, restauranter, grødbar, vinbar …

Og karamelkogeri ikke at forglemme.

De to, Charlotte og Tine, voksede altså begge op i Svaneke.

– Så vi har jo egentlig altid kendt til hinanden, siger Charlotte.

– Vi diskuterer også stadig, hvem af os der var topscorer til håndbold, for vi har gået der samtidig – og vi var begge to topscorer, ler hun, inden hun opsummerer:

– Vi bliver aldrig enige om, hvordan det hænger sammen. Men i gymnasiet i Rønne ender vi så på det samme spanskhold, og der bliver vi veninder. Og nu sidder vi så i dag og har en virksomhed sammen. Vi havde faktisk 10 år, inden vi etablerede os her, hvor vi vidste, at vi på én eller anden måde skulle lave en forretning sammen.

På et tidspunkt beslutter de to veninder så, at det skal være et karamelleri.

– Og i samme åndedrag ser min mand på det tidspunkt – altså, han er stadigvæk min mand – men han ser, at der er en strikkebutik i den her gade, som betaler 2.500 kroner i husleje, og både Tine og jeg var ved at få børn, så vi var dødnervøse for at risikere hele familiegrundlaget ved en dårlig investering, så vi så det som en kærkommen mulighed for at starte forsigtigt, hvis det kunne blive her i gaden. Det var fanme billigt, konstaterer hun.


Karamelmassen masseres ...

Holde i lang tid

Inden da havde hun og Tine arbejdet hårdt med karamelmassen for at finde ud af, hvordan man egentlig laver sådan nogle dejlige, velsmagende karameller.

– Vi gik på med krum hals, siger Charlotte.

– Vi brugte halvandet år hjemme i mit køkken, og det kunne vi overhovedet ikke finde ud af i starten. Men vi vidste hele tiden, at vi ville skabe noget, vi ville ikke købe et færdigt produkt.

– Og det er svært at lave en rigtig god karamel, hvis den også skal kunne holde i lang tid, for vi havde ikke lyst til at putte alt muligt mærkeligt i for at gøre karamellerne holdbare. Det viste sig at handle om en lidt større kemisk sammensætning, hvis det skal lykkes på en måde, så karamellerne ikke ændrer konsistens meget hurtigt, og det var faktisk det, vi brugte halvandet år på, siger hun.

– Der var ikke så mange, der gad fortælle noget dengang, og der var jo heller ikke på samme måde mulighed for at bruge Chatgpt eller Google, så det var jo noget med at ringe rundt i verden og så håbe på, at nogen ville sige en lille brugbar sætning, som man kunne stykke sammen med alt muligt andet.

Og det lykkedes altså, for til maj er der 20 års-jubilæum i Karamelleriet.

– Dengang var vi begge lige blevet mødre og stod med to små børn, og til tider virkede det håbløst. Det var helt vildt, siger Charlotte om starten på erhvervseventyret.

Til daglig er der gerne seks medarbejdere i huset, men det svinger med sæsonen, hvilket også gælder for butikken i Svaneke, som da også lige har et par måneder hen over vinteren, hvor den holder lukket.


En maskine spytter i hastigt tempo karameller ud.

The Treats

– Vi har jo ekstra hjælp nu her op til jul og sådan noget, så det er meget sæsonafhængigt, hvor mange hoveder vi er, siger Charlotte, som også kan fortælle, at det oprindeligt var et andet lokale i gaden, de to veninder gik efter.

– Men det valgte bestyrelsen i andelsboligforeningen i gaden, som styrer det, ikke at give os, og jeg tror faktisk, at det skyldes, at de simpelthen ikke troede på os, men tænkte "sådan to piger og et karamelkogeri, jaja, hvor stor sandsynlighed er der lige for, at det holder?". Så det var, så vidt jeg husker, en butik med trælegetøj, der kom ind i det lokale, vi havde udset os, og den holdt ikke særlig længe – men vi er her endnu, ler hun.

Det der med sangen har hun heller ikke lagt på hylden.

– Jeg er stadig ude at synge med Back To The 80's, som da i øvrigt har optrådt flere gange på Bornholm, og jeg har også lavet en lille kvartet nu. Den hedder The Treats og er sådan lidt mere receptionsagtig, siger hun.

Og til sådan en reception kan man jo også lige præcis have lyst til nogle godbidder, altså "treats".


"Til lykke", "Til far", "Bare fordi", "Tak", "Love you", "Til mor" hedder de forskellige karameller.

 


Lige præcis – det er håndlavede karameller.


Følg debatten på facebook!

INDENFOR

Nu styrer Linda Hodda
EKSKLUSIV | ABONNENT

Nu styrer Linda Hodda

En spontan mail, og pludselig stod Linda Olsen som leder af Folkehuset Hodda.
Oliekongen nyder sit nye liv
EKSKLUSIV | ABONNENT

Oliekongen nyder sit nye liv

Manden bag rapsolie-eventyret på Lehnsgaard.
FÅ ABONNEMENT