Blev opsagt på Rønne Havn – nu flytter virksomheden til lokaler centralt i byen

Blev opsagt på Rønne Havn – nu flytter virksomheden til lokaler centralt i byen
Parret glæder sig til at tage deres nyerhvervede ejendom i brug. Arkivfoto: Berit Hvassum
ERHVERV | RØNNE | Onsdag 27. oktober 2021 • 11:58

Virksomheden blev opsagt fra lejemålet på Rønne Havn, men nu har Stig's Oliven købt en ejendom i Lille Tværstræde, hvor der er god mulighed for nye tiltag som eksempelvis en olivenolieskole.


I september kunne Bornholms Erhvervsmægler oplyse, at en fødevarevirksomhed havde købt ejendommen, som tidligere husede Flemming Svendsen VVS i Lille Tværgade, Rønne.

Virksomheden, som i disse uger er ved at få sat de nyerhvervede lokaler i stand til at kunne flytte ind I, er Stig's Oliven, som Stig Louring Larsen etablerede for mere end 20 år siden, og som hans hustru, Simikka Larsen, i 2010 kom med i.

De sælger deres oliven og øvrige sortiment af varer både i Torvehallerne på Israels Plads i København og i Torvehal Bornholm i Rønne.

Siden 2016 har Stig's Oliven haft sit lager på Rønne Havn i form af cirka 300 kvadratmeter lager- og køleplads lejet af Hundested Fisk. Men den 31. december kom beskeden om, at virksomheden fik sit lejemål opsagt, når 2021 rinder ud.

Det var lidt en sten i skoen for parret – og sådan nogle er som bekendt mere generende dér en i en oliven – og så gik søgningen efter nye lokaler i gang.

– Vi var lige ved at købe noget i Nexø, siger Simikka Larsen.

– Det viste sig så, at de lokaler ikke kunne blive fødevaregodkendt, så vi kiggede blandt andet på lejemål i Rønne, men lejen er faktisk utroligt høj – men så fik Stig øje på ejendommen i Lille Tværstræde. Selv om det er lidt mange penge, er det rart at få noget, hvor vi ved, vi ikke kan blive tvunget til at rykke ud igen. Man kommer jo også i en vis alder, hvor man gerne vil være lidt sikret, ler hun.

– Og det viste sig også, at det var perfekt til det, vi skal bruge det til.

Sommelier

Stig's Oliven marinerer selv deres oliven, som ankommer i 170 kilos tønder, hvoraf nogle oliven er helt friske og skal modne, hvilket naturligvis kræver lagerplads. Når de er modne nok, bliver de så marineret.

Men med den nye ejendom bliver der også mulighed for at udvikle konceptet i Stig's Oliven, fordi det til forskel fra i lokalerne på havnen er muligt at varme de nye op.

Simikka Larsen har således for nylig uddannet sig til olivenoliesommelier – gennem skoleophold i både Valencia og London – og har et stort ønske om at kunne byde folk inden for til smagninger.

– Om det så skal familier, firmaer eller andre grupper, siger hun.

– Og med tiden kunne jeg godt tænke mig at lave sådan en slags olivenolieskole, hvor man kan lære at smage sig frem til dem, der har fejl. Vi prøver at få folk til at forstå – også i branchen – at meget af den olie, man kan købe, ikke er i orden rent kvalitetsmæssigt. Vi vil gerne lære folk at forstå, hvordan en god olivenolie skal smage.

Lokalerne i Lille Tværstræde er ved at blive sat i stand, så de kan godkendes til en fødevarevirksomhed.

– Og så håber vi, at vi kan nå at flytte ind i måske slutningen af november, inden julesalget går i gang, siger Simikka Larsen.

FÅ ABONNEMENT