Anders og Camilla har haft lokalet siden juni: Nu åbner de butikken

Anders og Camilla har haft lokalet siden juni: Nu åbner de butikken
Det er Anders Heindorff og Camilla Bek Olesen, der står bag den nye deli. Foto: Sarah Thun Kristensen
ERHVERV | Onsdag 27. marts 2024 • 15:30
ERHVERV | Onsdag 27. marts 2024 • 15:30

Vil man have en god og havnær placering, må man slå til, når muligheden er der. Det gjorde Anders Heindorff og Camilla Bek Olesen tilbage i juni - men først i weekenden åbner de butikken.

Det var allerede i juni sidste år, da lejemålet blev sagt op, at kapløbet gik ind.

Flere interesserede meldte sig på banen til at overtage en af de små lokaler i de gule bygninger på forreste række ud til Østersøen og en spytklat fra Svaneke Havn.

Mandag eftermiddag kan vandet dog kun lige skimtes gennem den tætte dis, der hviler over havet og byen og giver det hele et nærmest magisk skær. Det passer på en måde meget godt til påskeferien, der lige er gået i gang med højt humør bag de lukkede vinterjakker.

– Vi sprang til med det samme, da vi fik tilbudt lejemålet her. Sådan en chance får man ikke så tit, og vi har ofte talt om, at vi gerne ville prøve at lave noget sammen, fortæller Anders Heindorff, som tager imod på de små kvadratmeter med kaffe på kanden og hjemmebagt surdejsbrød med smør.

– Vi har købt køkkenet af Spröt, som var her før, men ellers lejer vi bare lokalet, og så har vi selv sat en ovn ind, så vi kan bage brød, siger Camilla Bek Olesen.

De to er kærester, og de er sammen flyttet til Bornholm fra København, fordi de under pandemien savnede åbne vidder og mere plads.

En tur til Bornholm for at besøge et vennepar blev afgørende, for at de selv begyndte at holde øje med boligmarkedet, spottede et hus, kiggede på det, bød og nu ejer og bor i et hus i Svaneke.

– Det var ikke særlig gennemtænkt, men vi er overbeviste om, at der er nogle muligheder her, som vi ikke havde haft, hvis vi havde været i København i forhold til at åbne vores eget, når vi ikke har mere erfaring, forklarer hun.


Til sommer kan man sidde på bænkene foran med et glas vin. Foto: Sarah Thun Kristensen


Simpel luksus i Paris

Camilla Bek Olesen har indtil for nylig arbejdet i Maanesten på torvet, men med en uddannelse som designteknolog i bagagen har det ikke været hugget i sten, at hun skulle sige op for at stå fuld tid bag det kongeblå bord på Gruset og sælge vin, ost og charcuteri.

Det er i virkeligheden tættere på Anders Heindorffs hverdag.

– Jeg har efterhånden syv års erfaring med vin, og jeg glæder mig til at nørde med det og sælge nogle gode glas, der kan nydes herude på bænken eller en flaske, man kan tage med hjem, fortæller han.

Til hverdag arbejder han som kok på Vinøst, og ved siden af laver han cider sammen med en partner i København under navnet Rune og Anders. Selvom det oprindeligt var et lokale til ciderproduktionen, han var på udkig efter, så fik idéerne hurtigt frit løb, da han fik fingrene i det lille lejemål på havnen.

– Så har vi gået og drømt siden, og stille og roligt er konceptet vokset frem. Vi vil gerne have en lille deli, hvor man kan købe alle de ting, vi selv godt kan lide: Ost, pølse og god vin. Der bliver også lidt bagværk og en kop filterkaffe. Men det bliver ikke meget mere avanceret end det, forklarer de.

De to tager gerne til Paris et par gange om året, og det er også her, deres inspiration til konceptet kommer fra. De mener nemlig, at den franske hovedstad har fat i noget, når det gælder kunsten at nyde livet på den simple måde.

– Det behøver ikke være noget vildt, men det her med, at man kan få et glas vin, en god baguette og en brie, og så kan man sidde på en bænk i solen og nyde livet - det er den stemning, vi gerne vil have.

Vil holde åbent året rundt

De to er udmærket klar over, at konceptet formentlig ikke falder i alles smag, og de har forståelse for, hvis flere nysgerrige kommer ind i butikken og går tomhændede hjem.

De håber dog, at det kan lykkes at lave en helårsforretning med delikatesser. De har nemlig selv har haft svært ved at finde deres favoritter i nærheden.

– Det er jo også lidt særligt at kunne sælge sin egen cider, for det er ikke en, man kan købe på flaske særlig mange steder. Så det er lidt specielt, at man nu kan købe den her på Bornholm, forklarer Anders Heindorff.

Det er planen, at den nye deli åbner skærtorsdag med en lille åbningsfest for dem, der dukker op, og så skal den være åben fremadrettet.

– Vi har godt nok ikke helt fået alle varer hjem endnu, men der er er heller ikke plads til særlig meget, så nu kører vi bare, og så ser vi, hvordan det går, og så kan vi bygge på, smiler Camilla Bek Olesen, som kommer til at være fast inventar i butikken.

De to er spændte på at se, hvordan bornholmere såvel som turister tager imod konceptet, for selvom de ikke har belånt sig, så er der ikke meget mere tilbage på kistebunden, og derfor håber de meget på, at det kan lade sig gøre at drive forretning med deres koncept.

– Jeg tror, at der især sommeren over er nogle stråhat- og polo-typer, der skal have god vin og pølse med til en eftermiddag på terrassen, inden de starter grillen, fortæller Anders Heindorff, og Camilla Bek Olesen supplerer:

– Det har hele tiden stået klart for os, at vi hverken skal have restaurant eller café, for vi har ikke rigtig noget køkken her, og jeg har slet ingen erfaring med det. Så vi er spændte på at se, hvordan det bliver taget imod, når vi bare laver det, vi allerhelst vil.

Den lille butik med vin og delikatesser hedder Flor Deli, og det er planen, at der skal holdes åbent i påskedagene.

 


Der er filterkaffe på kanden af lokalt ristede bønner. Du kan få en sjat mælk i, men så bliver det heller ikke mere fancy. Foto: Sarah Thun Kristensen

FÅ ABONNEMENT