10,8 millioner til erhvervsfyrtårn – med udsigt til mere

10,8 millioner til erhvervsfyrtårn – med udsigt til mere
– Alt i alt er det nogle vigtige midler, vi modtager fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse, påpeger Søren Møller Christensen fra Baltic Energy Island. Arkivfoto: Kristoffer Linus
ERHVERV | Tirsdag 13. juni 2023 • 15:30
ERHVERV | Tirsdag 13. juni 2023 • 15:30

Bornholms Erhvervsfyrtårn skal bruge millioner til arbejdet med at udvikle virksomheder på Bornholm – og tiltrække nye.

Håbet var et beløb på mere end det dobbelte, men der bliver dog sendt 10,8 millioner kroner af sted til det bornholmske erhvervsfyrtårn i forbindelse med, at Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse uddeler i alt 312 millioner kroner til at videreudvikle landets lokale erhvervsfyrtårne.

– De 10,8 millioner kroner var mindre, end vi havde regnet med, slår Søren Møller Christensen fra Baltic Energy Island, som har stået for at ansøge om midlerne til udvikling, test og demonstration af grøn energi, fast.

Han betoner, at ansøgningen er udformet i et samarbejde med mange gode kræfter, idet Bornholms Erhvervsfyrtårn er en paraplyorganisation, hvori indgår fonden Baltic Energy Island, Business Center Bornholm (BCB), Campus Bornholm, regionskommunen og andre, deriblandt en række udenøs aktører.

– Vi havde ansøgt om mere end end dobbelt så meget, fortsætter Søren Møller Christensen.

– Men midlerne er bundet op på, at de skal hjælpe SMV'er – små og mellemstore virksomheder – med vækst og hjælpe både studerende og medarbejdere i den type virksomheder med at få de rette kompetencer. Udfordringen for netop det bornholmske erhvervsfyrtårn er, at vi først for alvor begynder at opleve erhvervseffekter, når vi kommer tæt på 2030, og de uddelte midler gælder for en periode frem til 2026. Det, vi har aftalt med staten, er, at vi skulle kunne fremvise et nyt erhvervsmæssigt økosystem, som gerne skulle opleve vækst, når energiøen kommer. På den baggrund har vi hele tiden vidst, at det ville blive svært at få fat i de midler.

Derfor er det måske heller ikke så overraskende, at støtten er blevet mindre end ønsket, men til gengæld kan Søren Møller Christensen og de øvrige lokale kræfter glæde sig over, at erhvervsfremmebestyrelsen har besluttet ud over de 10,8 millioner kroner at give det bornholmske fyrtårn en ekstra chance for at gennemføre en innovationsindsats ved at genudbyde en pulje målrettet Bornholm på op til otte millioner kroner til dette formål i en ny annoncering.

– Noget af det, vi ikke fik med her i første omgang, er en række innovationsspor, hvor vi skulle arbejde med, hvad det er for nogle typer af erhverv, vi kan få på Bornholm i relation til overskudsvarme og grøn strøm, og hvordan vi kan udvikle Bornholm til at

være en såkaldt hub for service af både vores egne vindmøller og vindmøller generelt i Østersøen – og dertil, hvordan vi kan udvikle turisme på baggrund af det her, siger han.

Godt tilfredse

– Når vi ikke fik de innovationsspor med i første omgang, skyldes det, at de virksomheder, som skal arbejde med de ting, ikke vil få en særlig stor vækst frem mod 2026. Det vil først ske senere, hvilket giver sig selv, for det er jo først på det tidspunkt, der vil begynde at være erhvervsmæssige aktiviteter. Og SMV'erne er jo ikke klar til at investere, før der findes et marked, men nu har vi altså mulighed for at lægge billet ind på de yderligere otte millioner kroner, og set i det lys, er vi godt tilfredse, for vi kan ende med at få en god procentdel af midlerne i forhold til Bornholms størrelse, siger Søren Møller Christensen.

Hvad skal de 10,8 millioner kroner, I nu er blevet tildelt, mere præcist gå til?

– Én skal for eksempel gå til et samarbejde mellem Campus Bornholm, DTU og BCB om blandt andet et residential college for studerende fra de to uddannelsesinstitutioner, som skal arbejde med energiøen. 3,7 millioner skal gå til virksomhedsforløb, et overblik – et roadmap, kalder vi det – over, hvilke aktiviteter, der kommer i forbindelse med energiøen, så virksomhederne kan få indtryk af, hvilke opgaver, de eventuelt kan byde ind på, og tiltrækning af virksomheder til Bornholm.

– De yderligere otte millioner kroner, vi kan søge om, vil så være vigtige i forhold til at udvikle fundamentet for de permanente erhverv og arbejdspladser i forhold til power-to-X, overskudsvarme, ilt og grøn strøm, drift af vindmøller og erhvervsturisme. Det er jo det, der skal give et varigt løft af Bornholm, så alt i alt er det nogle vigtige midler, vi modtager fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse. Men dertil skal vi da ud at rejse penge andre steder fra også, siger Søren Møller Christensen.

Penge til udvikling

De otte lokale erhvervsfyrtårne, som erhvervsfremmebestyrelsen har begunstiget med i alt 312 millioner kroner, er frontløbere, som accelererer udvikling af nye og eksisterende styrkepositioner gennem konkrete projekter, som er placeret steder i Danmark med særligt gode forudsætninger inden for det pågældende erhvervs- og teknologiområde, oplyser Ritzau.

Erhvervsfyrtårnene har fokus på at opdyrke fremtidens styrkepositioner inden for henholdsvis det grønne område (biosolutions, vandteknologi, CO2-fangst, power-to-X og sektorkobling samt bæredygtigt byggeri, life science og på robotområdet.

Støtten går blandt andet til aktiviteter, der fremmer innovation, forretningsudvikling, grøn omstilling, kompetenceløft og tiltrækning af kvalificeret arbejdskraft i de lokale erhvervsfyrtårne.

Det glæder erhvervsminister Morten Bødskov, at ambitionsniveauet hos erhvervsfyrtårnene er så højt og ambitiøst og til Ritzau siger han blandt andet:

– De lokale erhvervsfyrtårne yder et vigtigt bidrag til at drive udviklingen af Danmarks teknologier og bæredygtige løsninger samt til at udvikle vores styrkepositioner. Jeg er begejstret over det høje ambitionsniveau, der præger erhvervsfyrtårnene, og deres vedvarende vilje til fremdrift og udvikling. Jeg ser frem til arbejdet med udviklingen af erhvervsfyrtårnene på de kommende partnerskabsmøder til efteråret. For det er gennem samarbejde og fælles indsats, at vi kan skabe en stærk og bæredygtig fremtid for Danmark.

Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse har i denne ansøgningsrunde samlet modtaget ansøgninger for cirka 600 millioner kroner, som kommer fra EU's strukturfondsmidler.



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT