For 30 år siden mistede Birthe sin mand til havet: 'Jeg tænker på Per hver dag'

Birthe Madsen og hendes to sønner er en af de mange bornholmske familier, der har mistet en mand og far til havet. Her fortæller hun for første gang om den forfærdelige dag, da en politibil kørte op i indkørslen på Gl. Postvej i Nexø. Og om den styrke hun fik til at insistere på, at søforhøret skulle afvikles på Ocean Tiger på Island – og at parrets to teenagesønner skulle være med.

Birthe Madsen glemmer aldrig Kristi himmelfartsdag 1993.

– Jeg var hjemme med drengene, da politiet kom. Jeg tænkte ikke på, at det kunne være noget grimt, jeg kendte jo dem begge to. Så kom de ind og fortalte, at der var sket noget forfærdeligt.

Birthe Madsen, 67, sidder i sin hyggelige stue på Torvet i Nexø. Lejligheden ligger i den bygning, hvor Central Hotellet holdt til i gamle dage. Her, i det store selskabslokale, fejrede Birthe og Per deres bryllupsfest for 44 år siden.

– Vi blev gift i Bodilsker Kirke og holdt bryllupsfesten her på Central Hotellet. Og nu bor jeg her. Det er lidt sjovt, siger Birthe Madsen.

Efter 38 år som sagsbehandler på kommunens pensionskontor har hun fået sig et job i gåafstand.

– Jeg går og hygger mig i en tøjbutik. Jeg elsker det, siger hun.

Lejligheden er klassisk indrettet med kunst på væggene. Moderne lerfigurer af dyr og fugle pynter i vindueskarmene, kaffen skænkes i musselmalede krus fra Royal Copenhagen.

Værtinden udstråler ro, også da hun tager fat på fortællingen om den forårsdag i 1993, hvor en politibil kørte op i indkørslen til huset på Gl. Postvej. Her boede Birthe og Per Madsen med deres to sønner, Morten og Peter.

Per Birger Madsen fik part i rejetrawleren Ocean Tiger i 1990. Her ses han og Birthe i styrehuset på det store skib, som blev et alt for kort eventyr for fiskeskipperen fra Nexø. Foto: Anette Vestergaard


Opgav drømmen om Marokko

Birthe og Per mødte hinanden på det daværende gå i byen-sted Fredensborg i Rønne i 1970, da Birthe var 16 og Per var 21. Per Birger Madsen kom fra Svendborg, men flyttede til Nexø med sin familie, da han var 15 og gik straks i gang med at fiske. Da den unge skolepige fra Bodilsker mødte fiskersønnen fra Fyn, havde han en enmandskutter liggende i Nexø Havn.

– Han var hele tiden et skridt foran, husker Birthe Madsen, der fandt sit livs kærlighed i Per.

Parret flyttede ind i et hus på Gl. Postvej, og Per fiskede sild og torsk, mens Birthe fik arbejde på rådhuset i Nexø. Hun vænnede sig hurtigt til livet som fiskerkone.

– Jeg har altid været selvstændig. Sådan er jeg opdraget, siger hun og går ind i et værelse for at lede efter kassen med avisudklip.

Her er billeder fra Per og Birthes liv sammen, børn, der leger, en flot omtale fra dengang Per var ude at sejle med Dronning Margrethe, og et snapfoto af Per og Birthe på Ocean Tiger.

I 1972 købte Per Birger Madsen Eknaren, en stor trækutter på 100 bruttoton, og begyndte at fiske sild ved Skagen. Det gik så godt, at trækutteren ni år senere blev udskiftet med en stålbåd. Herefter begyndte kvoterne at gøre livet i Østersøen svært, og Per Birger Madsen, der havde set, hvor det bar hen, brugte de følgende år mange kræfter på at undersøge mulighederne for at skabe et fiskeeventyr i Marokko.

Den drøm blev opgivet i 1988. Per Birger Madsen solgte båden og satte sig på skolebænken for at tage den store navigationseksamen. Planen var nu at satse på fjernfiskeri i Nordatlanten, og sådan blev det. I 1990 indgik Per Birger Madsen partnerskab med naboen Birger Pedersen og hans makker Kristian Barslund Jensen, der allerede var godt etableret i rederiet Ocean Prawns. De to havde på det tidspunkt mere end ti års erfaring med fiskeri af rejer og hellefisk ved Grønland, og partnerskabet om rejetrawleren Ocean Tiger var en frisk start for Per Birger Madsen.

Per Birger Madsen var på havet 200 dage om året, og Birthe har ikke mange billeder af ham. Et pasfoto var et af de sidste, hun fik af fiskeskipperen, der omkom ved Østgrønland i 1993. Foto: Anette Vestergaard


En støvle i nettet

Der var et stærkt sammenhold blandt fiskerfamilierne på Gl. Postvej. Per og Birthe boede dør om dør med Birger Pedersen og hans kone, og et stenkast derfra boede Pers onkel, Bent Madsen, som også var fisker.

Kort før nytår ramte den første tragedie.

– Per tog afsted mellem jul og nytår i 1992. Jeg kan huske, jeg holdt nytår alene med alle de andre hjemme på vejen. Det var en tradition, fortæller Birthe Madsen.

Parret talte sammen et par gange om ugen over satellittelefonen, når Per var ude. Samtalerne omkring nytår cirklede blandt andet om Pers onkel, der var forsvundet i mellemjulen. Hans enmandskutter blev fundet den 30. december lige udenfor Nexø, men der var ingen om bord.

– De fandt kun en støvle i nettet. Han var blevet hevet ud med garnet, siger Birthe Madsen og tilføjer:

– De fandt ham aldrig.

Pers togter til Nordatlanten var normalt af tre måneders varighed, men denne gang blev hjemkomsten ved med at trække ud, fordi han som skipper havde problemer med at finde en afløser på broen.

– Vi ventede hele tiden på, at han skulle komme hjem, til påske, til bededag, men det blev hele tiden udsat, husker Birthe Madsen.

Birthe hørte sin mands stemme sidste gang tirsdag den 18. maj 1993. De talte blandt andet om den forestående hjemrejse, der skulle bringe ham tilbage til Birthe og sønnerne efter næsten fem måneder til havs.

– Men så blev forbindelsen afbrudt ... jeg fik aldrig sagt farvel, husker Birthe Madsen.

Kristi himmelfartsdag ventede familien på Gl. Postvej utålmodigt på nyt fra familiens overhoved. Sidst på eftermiddagen stoppede en patruljebil i indkørslen og to politibetjente trådte ud. Budskabet vor kort: Per Birger Madsen var omkommet i forbindelse med en arbejdsulykke ud for Ammassalik på Østgrønland.

Birthe Madsen husker dagen tydeligt.

– Det var lige før spisetid. Vi skulle grille om aftenen. Jeg kan huske, at jeg syntes, det var synd for de to politimænd, da de fortalte, at Per var faldet over bord. Jeg kendte dem jo, den ene var min genbo, den anden var min gode kollegas mand. Jeg var fuldstændig i chok. Så henter de min bror og svigerinde, for de syntes ikke, jeg skulle være alene. Og så kom folk jo. Huset var fyldt lige pludselig. Det var omsorg.

Søforhøret i Reykjavik

Ugen efter sad Birthe Madsen på et hotel i Reykjavik og forberedte sig på søforhøret.

Søforhør er standardprocedure efter forlis eller ulykker til havs og afvikles normalt i retten i det distrikt, hvor et skib er indregistreret. Men Birthe ville ikke vente, til Ocean Tiger var tilbage på Bornholm.

– Jeg spurgte, om vi kunne holde søforhøret om bord på Ocean Tiger, som lå på Island, og om vi måtte være med, mig og horrana.

Ønsket blev imødekommet, og Birthe Madsen og de to sønner fløj sammen med Birger Pedersen til Island, hvor de med egne ører skulle høre, hvad der præcist var sket om bord på Ocean Tiger den 20. maj.

Birthe Madsen havde købt en stor buket røde roser, som hun tog med om bord og placerede på ægtefællens plads i messen.

Og så gik forhøret i gang.

– Vi fik hele forløbet forklaret. Mandskabet havde gjort alt, hvad de kunne. Alt hvad der stod i deres magt. Men skipperen, der har det overordnede overblik, han var væk. Så der var ikke rigtig nogen til at ... Per var væk.

Vi vil stå vagt om dit minde

Birthe Madsen sad på Ocean Tiger sammen med sønnerne og hørte, hvordan mandskabet efter Pers fald havde vækket styrmanden, som fik vendt skibet, og hvordan det var lykkedes at finde Per Birger Madsen og få fat i ham med en bådshage.

– De fik ham op på slisken, men så flækker kedeldragten, fordi den er våd og tung. Der var han vist ikke ved bevidsthed. Det er i hvert fald det, jeg har forstået. I det kolde vand – der går kun ganske få minutter, så er du væk.

Leif Hansen, formand for Fiskeriforeningen Østersøen, forvandlede efterfølgende søforhørets barske budskaber til en smuk tale ved mindegudstjenesten i Bodilsker Kirke.

"Per blev 44 år. Han var den fremmeste blandt ligemænd, altid på forkant med udviklingen, altid venlig, åben og imødekommende, hjælpsom til det yderste og reel og ordholdende som få", sagde Leif Hansen blandt andet, og afsluttede talen med en sidste hilsen til den afdøde skipper:

"Farvel Per. Vi vil alle stå vagt om dit minde og sikre, at du ikke levede forgæves".

Birthe Madsen og mindekassen med minder fra et langt liv med Per Birger Madsen. – Vi fik heldigvis mange år sammen og mange gode oplevelser, siger Birthe Madsen, der blev enke som 39-årig. Foto: Anette Vestergaard

En hård statistik

Birthe Madsen har svært ved at forklare, hvordan hun i dagene efter ægtefællens bortgang havde åndsnærværelse til at insistere på, at hun og sønnerne, der på det tidspunkt var 13 og 16, skulle være til stede ved søforhøret.

– Jeg havde bare uanede kræfter. Jeg aner ikke, hvor det kom fra. Jeg formåede simpelthen så meget, synes jeg, når jeg nu ser tilbage.

Det hårdeste var at komme ind på Pers værelse og pakke hans ting, husker hun.

Birthe Madsen fortryder imidlertid ikke beslutningen om at tage Morten og Peter med til Island.

– Vi hørte det sammen, det var vigtigt. Jeg er meget glad for, at vi havde den oplevelse sammen, siger hun i dag.

Besætningen kastede senere buketten med roser i havet ud for Ammassalik, på den position, hvor Per Birger Madsen var forsvundet.

Efter mindegudstjenesten kontaktede Birthe Madsen menighedsrådet i Nexø Kirke og fik lov til at lægge en sten ved ankeret på kirkegården med indskriften Per Birger Madsen, druknet ved Østgrønland.

Siden da er flere sten komme til.

I 1997 blev Birger Pedersen ramt af en blodprop, mens han var jomfrutur med den nye Ocean Tiger.

Også denne tragiske nyhed ramte hele byen som et chok.

– Det var en hård statistik hjemme på vejen, konstaterer Birthe Madsen.

Det forsvinder aldrig

Per Birger Madsen og hans onkel, Bent Madsen, blev aldrig fundet. Ikke mindst derfor er Birthe Madsen glad for, at hun fik lagt en mindesten ved Nexø Kirke.

– Så har vi den at gå ud til, siger hun med tanke på sine to sønner, men også på de andre fiskerfamilier på egnen, som har mistet.

I dag har Birthe Madsen et godt liv.

– Jeg har altid været vant til at stå på egne ben. Det kommer af sig selv, når man er gift med en fisker. Men der går ikke en dag, uden at jeg tænker på ham. Han er jo også far til mine to dejlige drenge, Morten og Peter. Det forsvinder aldrig nogensinde.