Alle, absolut alle bornholmere kan melde sig ind i vores forening, Borgerenergifællesskabet Bornholms Havvind – det koster et kontingent på 250 kroner om året, altså cirka prisen på fire pakker smøger – hvad der næppe kan kaldes for elitær og udelukke fattige borgere. Ved at være medlem af Bornholms Havvind støtter man ikke kun vores projekt både moralsk og finansielt, men har også indflydelse på, hvordan foreningen gebærder sig for at iværksætte projektet.
Havde Dennis Gade Kofoed informeret sig bare lidt mere, havde han læst nogle af vores mange nyhedsbreve, opsøgt vores hjemmeside eller deltaget i nogle af vores borgermøder og andre begivenheder, så ville han vide, at halvdelen af alle andele i vores park til at begynde med er reserveret til bornholmerne (borgere, foreninger og virksomheder med en elmåler på Bornholm), som med deres andel vil erhverve sig ret til at købe el til en stabil kostpris. Der er ingen afkast – men vi forventer, at man kan undgå at betale rigtig mange penge til kommercielle strømproducenter, hvor den skat, der måtte blive betalt, ikke tilfalder Bornholm. Er det grådighed?
Den anden halvdel af andele forsøger vi at sælge til borgere, foreninger og virksomheder, som vil have udsigt til afkast. Ganske enkelt for at indsamle tilstrækkelig kapital til at kunne realisere projektet. Hertil skal der dog siges, at vi står i konkurrence med andre foretagender, som borgere og virksomheder kan investere i i stedet for. Alle pensionsopsparinger fungerer, fordi pensionskasserne investerer penge i virksomheder med håb på afkast – for at kunne finansiere hr. og fru Jensens pension. Skal man bebrejde hr. og fru Jensen for grådighed, fordi de ikke synes, det er sjovt at leve udelukkende af folkepensionen? Desuden er borgerne og virksomhederne jo komplet fristillet for, hvordan de vil bruge dette afkast – de kunne jo f.eks. med fordel investere dem i energibesparelser, opførslen af en skov eller lignende.
Først når vi ser om bornholmerne har købt tilstrækkeligt med andele for at sikre finansieringen af vores vindmøllepark, vil vi se os om efter yderligere investorer – eller eventuelt optage lån fra for eksempel kreditforeninger – for at realisere denne enstående mulighed for Bornholm, hvor vores ø og borgere går foran i den grønne omstilling.
Dennis Gade Kofoed skriver, at det eneste, der kan kaldes folkeejet, er statsligt og kommunalt. Hertil må det siges, at staten ikke vil eje havvindmølleparker, men sælger retten til at opføre og drive vindmølleparker til rent profitorienterede virksomheder. For så vidt angår Bornholms Regionskommune, så kan kommunen udelukkende producere energi (sol og vind), hvis det sker i et selvstændigt selskab. Det må ikke ske direkte som kommune, fordi det er betragtet som en kommerciel aktivitet.