Svaret blæser ikke i vinden

Dennis Gade Kofod hylder klitfyrren og undrer sig over det begrænsede fællesskab i Bornholms Havvind. Hvorfor skal der laves forretning på klimaudfordringen, spørger forfatteren i dette essay, når jorden har brug for fælles handling.

Det blæser, så det trækker ind i alle mennesker, så noget i os klaprer. Der er noget i os alle, der kan åbne og lukke sig for det, der rammer os. Hvorfor lægger vi os ikke ned, når det stormer? Det er så trættende at strides op imod vinden. Vi kan lære af klitfyrren. Vi burde virkelig lære af klitfyrren.

I et interview med P4 Bornholm, mener jeg at huske, udtalte Helle Munk Ravnborg, forperson for initiativgruppen bag Bornholms Havvind, noget i den her retning: Folk skal nok se, at det er en god forretning. Ravnborg talte om opførslen af deres 11 møller.

Min køkkenradio har en tør lyd. Den er som sidste års løvfald, der løfter på sig, når solen endelig varsler en ny sommer, og forårets fugt fordamper. Vinden, der så kan trænge helt ned i skovbunden og løfte på det, der ikke er formuldet. ForreTning. T-lyde fra den radio kan stikke som fyrrenåle på bar barnehud.

Forretning.

Det ord er en af grundende til, at jeg fortsat tvivler på vores evne til - som art - at foretage den grønne omstilling. Nej, jeg er ikke imod den, omstillingen. Slet ikke. Jeg har blot ikke den store tillid til, at det, vi i dag kalder for den grønne omstilling, faktisk er det. Forretning.

Det ord og en håndfuld andre træk i vores sprogbrug omkring den grønne omstilling er det, der får mig til at tvivle og gør mig trist.

Først og fremmest det, at vi hele tiden er fokuseret på profit i forbindelse med omstillingen. Det, at vi skal have vækst ud af at stille om på vores energikilder. Det, at vi ikke er motiveret til omstilling alene ved vores intelligens, viden og moral, så vi ikke i samme grad som nu belaster planeten med vores liv. Det gør mig bange. Eller det slider i hvert fald på, hvad end håb jeg har tilbage. Jeg ved, at de fleste forstår det, men alligevel er det som om vi slet ikke har forstået det. Forstået, hvad der har bragt os i den her uendeligt sørgelige situation i første omgang: Det, at vi på trods af al vores viden om vores indflydelse på planetens beskaffenhed, stadig skal motiveres af, at nogen lover en økonomisk gevinst. Og det forhold får mig til at tænke, at vi, uanset hvad vi ellers går og siger, faktisk håber på, at vores levevis bliver reddet af teknologi. Noget vi kan sælge til andre. En god forretning. AfkasT. ProfiT. VæksT.

Den der t-lyd igen.

Forretning: Så vi kan fortsætte med at ødsle her i vores del af verden.

Ordet vækst i forbindelse med økonomi er brugt så meget, at vi lader til at have glemt, hvad det faktisk betyder. At noget bliver større. At der bliver mere af noget. Men har vi ikke nok? Og er vækst som motor for vores livsførelse ikke synonymt med grådighed, når vi allerede har så meget? Hvornår har vi nok? Grådighed har det i hvert fald med at ødelægge vores beslutninger, at gøre dem mindre fornuftige: Mindre bæredygtige.

Det sidste, tror jeg desværre, kommer til at gøre sig gældende for Bornholms Havvind, hvis møllerne bliver opført. For der er jo ikke tale om, som de skriver på deres hjemmeside, at de er folkeejet. Altså faktisk ejet af folket – os alle sammen. Hvis det var tilfældet, er alt andet jo også folkeejet, og det er ikke det, som ordet betyder. Det er ikke folkeaktier, der sælges. Det er tilbud om investering, og investeringer skal som regel give afkast. Det er et projekt for dem, der har råd. En privat forretning, der kan give en økonomisk fordel for dem, der har råderum til at investere. Det eneste, der kan kaldes folkeejet, er i grovetræk det, der er statsligt og kommunalt: Det vi alle sammen betaler til og har en eller anden form for indflydelse på. Det der er med til at bestemme, hvordan vi lever sammen. Hver dag.

Så jeg kommer desværre ikke til at købe folkeaktier i Bornholms Havvind. Jeg vil ellers gerne betale mere til den grønne omstilling. Men først og fremmest så tror jeg ikke, at løsningen på vores forurening kan komme fra små grupper, uanset hvor velmenende projektet er. Hele kernen i vores arbejde med klimaet er hele tiden at holde for øje, at klimaet binder os sammen uanset nationale grænser, lovgivning og vedtægter. Hvis omstillingen ikke gælder alle, så gælder den desværre ikke. Meget tyder desværre på, at vores adfærd som art kun kan ændres på to måder: Enten i meget større og meget mere inkluderende fællesskaber end det, der tilbydes af for eksempel Bornholms Havvind. Eller ved at klimaet bliver så uvenligt over for os, at vores antal reduceres markant.

Dernæst har jeg ikke råd, og altså er jeg ikke – for at tage Bornholms Havvind på ordet – en af ’folket’. 11 vindmøller ejet af dem, der har råd. Hvis de lykkedes med det, hvad er så deres motivation for at støtte op om andre mere inkluderende tiltag? De tiltag vil jo være konkurrenter til deres gode forretning. Og hvis der en dag så alligevel står et stort fælles projekt, der faktisk kan tilbyde bæredygtig energi, så er de 11 vindmøller tilovers. Spild af svært nedbrydelige og sjældne materialer.

Jeg tror, jeg forstår den grønne motivation bag Bornholms Havvind. Jeg tror, jeg forstår, hvorfor de vælger at sælge det på den måde, de gør. Jeg tror, de har samme frygt og utålmodighed, som jeg sidder med. Hvorfor sker der ikke noget? Jeg tror bare ikke, det er den rigtige vej at gå, hvis vi faktisk skal have en reel omstilling. Skal jeg være streng, ser jeg Bornholms Havvind sådan, at det blot er dem, der allerede har, der får mere, og det er desværre præcist den mekanisme, der har fået os skubbet ud over den kant, hvor vi udnytter mere af planetens resurser, end den kan nå at gendanne. Billig strøm. Kostpris bliver der lovet på hjemmesiden. Men det er ikke for folket.

Men jeg er heller ikke en Don Quixote-kopi, der ridder mod vindmøller i forsvar for min udsigt. Min hvad, spørger du nok? Min udsigt, svarer jeg, og kan godt høre, at der er noget i vejen med den sætning. Er jeg nu imod udsigten? Nej, selvfølgelig ikke. Det er ikke det. Det er det der ejefald. Det er helt galt med det ejefald, og det er en anden grund til, at jeg tvivler på vores evne til en reel omstilling.

Jeg skal forsøge at forklare det med en afstikker.

Fyrretræet er det træ, jeg holder mest af, og iblandt dem er det klitfyr, der er det smukkeste for mig. Vind som det formgivende. Vind som det, der har haft størst indflydelse på den del af træet, vi kan se. Måden træet lægger sig med vinden for at overleve - helt modsat klitgræsset, der står som kæmpernes genstridige morgenhår og råber blæsten ret imod. Nord for Rønne gør klitfyrren sammen med krat og andet sit til at kysten ser studset ud, helt på samme måde som når Frisør Kenn havde klippet mig og mine venner i Nexø. Klitfyrren er strid og blød på samme tid. Vis er den på den måde. Klitfyrren ved, at vinden i det store hele ikke vender. Den ved, at den ikke har kræfterne til både at være træ og sige vinden imod. Klitfyrren er, ligesom alle andre træer, fuld af begavelse. Og klitfyrren kunne bære mig i min barndom. Der oppe lå jeg i skovbrynets store hånd og gloede ind i det store ingenting, der begyndte lige der, hvor Balkabugten endte. Udsigten. Min barndoms udsigt, skriver jeg af og til, og det er det, der er i vejen. En overdrivelse, der rækker langt ud over erindringens altid tvivlsomme karakter. Det er det ejefald igen. Min. Jeg får jo der sagt, at udsigten tilhører mig. Det kan i hvert fald læses sådan. På samme måde som ejefaldet i andre sætninger afslører noget fundamentalt forkert i vores samtale om natur. Især når det kommer til vindmøller (og naturnationalparker). Et ikke tilfældigt brug af ejefald, uanset om det er i form af min, mit eller vores. Vi antager, at vi alene som individ eller art har ret til naturen. Naturen (og klimaet) er på den måde ikke noget, vi slås for. Det er noget, vi slås om. Ikke med de andre arter - der har vi vundet for længst. Vi slås med hinanden.

Jeg tror ikke, vi er særligt bevidste om det. Men vores forhold til, hvad der er natur, og hvem naturen egentlig tilhører, bliver nødt til at ændre sig, hvis vi skal fortsætte med at have et fornuftigt liv på planeten. På samme måde som vi bliver nødt til at ændre vores forhold til, hvad der skal motivere os. Vi ejer ikke planeten. Vi har krav på den rigdom, vi besidder. Vi kan ikke forvente mere. Derfor forstår jeg heller ikke den vrede, der er omkring vindmøllerne som æstetiske objekter. Heller ikke det måske kommende power-to-x-anlæg. Har du for eksempel lagt mærke til skiltet lige før Skelbro? Når du kommer fra Rønne, ser du det på en mark på din højre hånd. Noget i retning af ’Bevar naturen’ står der, og det er de fleste jo med på. Men det står på en mark, et kulturlandskab formet af os. Ja der vokser noget, og ja planter er levende, men det er ikke natur der findes mest af på de kanter. Ydermere er skiltet lavet af krydsfiner, og bogstaverne malet med spray: Helt menneskeskabt kemi på rester af træ limet og presset sammen for at tilfredsstille vores behov. Endvidere er det banket op på en palle, der i denne her sammenhæng er et nærmest ironisk symbol på handel og transport af alt det, vi høster og laver forretning med.

Dennis Gade Kofod

Dennis Gade Kofod er bornholmsk forfatter og debattør, selvom han er født i 1976 i Randers. Han er opvokset i Nexø og bor i dag i Rønne. Dennis Gade Kofod står blandt andet bag bøgerne Nexø Trawl og senest Power to X om en troldkvinde i Rønne, der er forbandet af en Thomas Thors-inspiret tidligere borgmester og formand for havnen, der som troldmand kæmper for at bygge vindmøller. Foto: Jesper Westley