Var du inviteret til kur/taffel?

Der er brug for os.

Jeg har fået mulighed for at dele nogle vinkler, tanker og refleksioner om mit valg af uddannelse og de udfordringer, som jeg har mødt og stadig møder - både i oplæring, som vikar og på skoleforløbet.

Og ja – det kan måske lyde som utilfredshed - som brok - som negativitet.

Det er det ikke. For var det tilfældet, var jeg stoppet for længst.

Velovervejet

Da jeg valgte at begynde på uddannelsen, så var det efter en velovervejet beslutning. Den byggede på flere års erfaring fra psykiatrien – og på et ønske om at give noget tilbage.

I en periode af mit liv havde jeg selv brug for hjælp. Der stod mennesker klar. Det forpligter.

Når jeg alligevel vælger at sige noget højt, så er det ikke for at klage. Det er, fordi området er for vitalt til tavshed, og fordi de af os, der arbejder nederst i systemet, alt for sjældent bliver spurgt. Alt for sjældent bliver hørt.

Det er en vigtig indsats

Hver eneste dag bliver der udført et enormt stykke arbejde af hverdagens helte - et arbejde, der sjældent bliver anerkendt – og næsten aldrig fejret.

Det er ikke os, der bliver inviteret til nytårstaffel og kur. Det er ikke os, der bliver plastret til med ordner og medaljer.

Men når de fine, rige og kendte er der – så er det os, der holder hjulene kørende.

Det er os, der tager natten. Det er os, der tager weekenden. Det er os, der tager juleaften – og onsdag klokken 03:17.

Det er os, der står med hånden på et andet menneske, når frygten er større end smerterne, og ensomheden larmer mere end diagnosen.

Det er os, der ser forandringerne først. Det er os, der opdager, når noget ikke stemmer. Det er os, der reagerer – længe før systemet vågner.

Anerkendelse er sjælden

Og alligevel kommer anerkendelsen sjældent forbi vores stue. Vi bliver målt i minutter og presset ind i skemaer kaldet “ressourcer” og “hænder” – sjældent fagpersoner.

Når noget går godt, så er det systemets fortjeneste. Når noget går galt, så er det pludselig “manglende kompetencer”.

Vi får flere opgaver - mere ansvar - flere borgere -men sjældent mere indflydelse.

Når vi beder om faglig udvikling, så får vi et kursus i dokumentation og en venlig påmindelse om budgettet.

Fundamentet

SSA og SSH er ikke bundlinjen, men vi er fundamentet.

Uden os stopper hverdagen, uden os kollapser kontinuiteten, uden os er der ingen relation – kun rotation.

Anerkendelse er ikke medaljer. Det er tillid. Det er retten til at bruge sin faglighed.

Det er at blive hørt, når vi siger: “Her er noget galt”, før det bliver til en statistik.

Vi beder ikke om applaus. Vi beder om respekt, og indtil den kommer, så går vi på arbejde alligevel.

For borgeren - for relationen - for fagligheden.

Ikke for taffel og kur – men fordi nogen skal være der, når virkeligheden rammer. Og når jeg mødes af den taknemmelighed fra de, som vi er der for. Når jeg ser, hvad en kort snak kan betyde, og når jeg oplever takken fra de pårørende, så ved jeg det.

Det rigtige valg

Det her er det rigtige valg, fordi

- At uddannelsen giver mening.

- At jobbet betyder noget.

- På trods af vilkårene.

- På trods af systemet.

- På trods af alt det, der burde være bedre.

Jeg er stolt af mit valg, og jeg ville ønske, at flere turde vælge samme vej.

For der er brug for os.

Info

Dette er 3. indlæg i Tidende serie, hvor vi hører om sundhedssystemet fra et andet udgangspunkt end det, som vi normalt hører fra.

John Post bor på Borrnholm. Han har flere uddannelser og jobs bag sig, men er nu under uddannese som SSA-elev.