Thors: Derfor kommer Rønne Havn ikke til at koste Bornholm dyrt

Thors: Derfor kommer Rønne Havn ikke til at koste Bornholm dyrt
Frederikshavn Kommune har overtaget ansvaret for Frederikshavn Havn, efter at havnen er kommet i økonomiske vanskeligheder. Arkivfoto
KOMMENTAR | DEBAT | Tirsdag 30. april 2024 • 19:00
Af:
Thomas Thors
tidligere borgmester for S
KOMMENTAR | DEBAT | Tirsdag 30. april 2024 • 19:00

Tidligere borgmester forklarer, hvorfor Bornholm ikke havner i en situation som den, man står i i Frederikshavn, hvor kommunen står med ansvaret, efter at havnen er kommet i økonomiske vanskeligheder.

De seneste dages drøftelser af, om Rønne Havn A/S vil kunne ende med at belaste regionskommunens økonomi, sådan som Frederikshavn Havn nu viser sig at komme til at belaste Frederikshavns Kommunes økonomi, foranlediger mig til at komme med en redegørelse for, hvorfor det ikke vil blive tilfældet.

Jeg var borgmester i Rønne kommune fra 1998 til 2002 og sad i Rønne Havns bestyrelse i den periode som menigt medlem af bestyrelsen.

Jeg forestod kommunesammenlægningen efter valget i maj 2002 som formand for sammenlægningsudvalget fra den 1/7 til den 31/12 2002. Jeg var regionsborgmester, som det hed dengang, frem til og med 2005, hvorefter Bjarne Kristiansen blev borgmester.

Rønne og Nexø havne blev begge i juni 2004 aktieselskabshavne, fordi kommunalbestyrelsen ønskede at overlade så meget af det økonomiske ansvar for drift og udvikling til de to havne som muligt.

Winni Grosbøll blev borgmester i 2010. Jeg havde på det tidspunkt forladt politik. Hun henvendte sig til mig i januar 2012 og spurgte, om jeg ville påtage mig posten som formand for Rønne Havns bestyrelse, hvilket jeg takkede ja til.

Thomas Bendtsen var i begyndelsen af 2012 blevet ansat som direktør. Han var/er en dygtig og vidende direktør, som godt hjulpet af havnens nuværende økonomidirektør Max Hansen skabte grundlaget for havnens udvikling. Thomas Bendtsen pegede på et tidligt tidspunkt på muligheden for, at havnen kunne blive centrum for offshore-virksomhed – først og fremmest som udskibningshavn for vindmøller – i Østersøen omkring Bornholm. Den daværende bestyrelse inviterede Thomas Bendtsens tidligere chef, Lars Karlsson, direktør for København og Malmø havne, til at forestå et strategiseminar i 2013, hvor der også var deltagelse af lederen af Board Governance, Randi Ib, hvis virksomhed forestod bestyrelsesuddannelser. Uddannelser, som efterfølgende blev tilbudt havnens bestyrelsesmedlemmer.

Resultatet blev i de efterfølgende år – blandt andet med udgangspunkt i “Anbefalinger om god virksomhedsledelse” – professionaliseringen af bestyrelsen og en beslutning om at igangsætte en proces, hvis formål skulle være fremtidssikring af havnen, sådan som det senere blev udtrykt i “Masterplan 50”.

Kommunalbestyrelsen fik indsyn i havnens virke via den såkaldte Ejerstrategi og de årlige generalforsamlinger, men skulle ikke blande sig ikke i havnens daglige drift og dispositioner. I strategien er der præciseret en række overordnede retningslinjer for bestyrelsens ageren.

Jeg blev valgt ind i kommunalbestyrelsen påny i 2018 – og fortsatte som formand for bestyrelsen frem til jeg blev borgmester i 2021, hvorefter Lars Karlsson blev formand. Jeg sad på "borgmesterpladsen" i 2021.

Bestyrelsen består af den til enhver tid siddende borgmester, en formand udpeget af kommunalbestyrelsen (pt. Jess Persson) og endnu et medlem udpeget af mindretallet i kommunalbestyrelsen. Endelig er der en repræsentant med særlige kompetencer fra hver af de to mindretalsejere – FH og Dansk Industri – samt tre medlemmer med særlige kompetencer udpeget af kernebestyrelsen – og sidst men ikke mindst en medarbejderrepræsentant.

Rønne Havn har efter min mening en kompetent bestyrelse, en kompetent medarbejderstab og et dygtigt ledelsesteam.

Udgangspunktet for beslutningen om igangsættelsen af udbygningen af havnen var, at det var udelukket, at udbygningen skulle kunne finansieres af kommunalt garanterede lån. Udbygningen/fremtidssikringen skulle finansieres af långiverne på baggrund af en positiv – set fra deres side – businesscase på kommercielle vilkår, hvilket nu også er tilfældet. Det var et meget bevidst valg. Uden dette ville vi ikke have igangsat udbygningen.

De primære store lån blev optaget i en periode med meget gunstige renter.

Konklusionen er derfor, at selv hvis der – rent teoretisk – skulle komme et negativt skred i Rønne Havn A/S' økonomi, vil der ikke komme kommunale midler i spil.



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT