Tag med til Østerlars

Tag med til Østerlars
Østerlars. Foto: Jens-Erik Larsen
| 2. MAJ 2021 • 20:07
Jakob Marschner
Journalist

2. MAJ 2021 • 20:07

LEDER

Østerlars har altid været beboet. God landbrugsjord og de naturlige havne i Salene, Saltuna og Melsted gjorde stedet godt at slå sig ned på, også mange hundrede år før byen opstod. I omkring 500 år frem til lidt efter år 1000 var egnen omkring Østerlars meget rig og tæt befolket, og fra vikingetiden er der tegn på, at en virkelig stormand, måske Bornholms høvding, holdt til her.

Alligevel er dagens Østerlars også en af de yngste byer på Bornholm. I vikingetiden kan der have været en landsby, men i den tidlige middelalder flyttede gårdene ud i rækker rundt om den, det gav os Gamlevælde, Kjeldseby og Strandby. I mange hundrede år var gårdene Nybro og Broholm de eneste huse på stedet.

I 1872 blev Nybro overtaget af den driftige Laurits Kofoed Nybro. Han var både landmand og købmand, han stiftede øens første andelsmejeri i Østerlars i 1886 og var også vældig aktiv i andelsbevægelsen. Derfra gik det slag i slag: Ny kirkeskole i 1908, nyt stort andelsmejeri i 1911, jernbanestation i 1916 og snart efter også hotel, grovvareforretning, brugsforening, forretninger, missionshuse – og private huse.

Laurits Kofoed Nybro var det første moderne eksempel på den type ildsjæl, der også i dag sikrer liv i Østerlars. Ved at forfølge sine drømme skabte han ad åre ikke bare en by, men også en mentalitet, der stadig findes: Skal her være noget, må vi skabe det selv. Hvad der er skabt, og hvorfor det er skabt og af hvem, er blandt de spørgsmål vi belyser, når vi her i avisen går i dybden med Østerlars i den kommende tid.

Med serien om Østerlars sætter vi i Bornholms Tidende for tredje gang fokus på det levede hverdagsliv i de lidt mindre og lidt oversete byer på Bornholm


Med serien om Østerlars sætter vi i Bornholms Tidende for tredje gang fokus på det levede hverdagsliv i de lidt mindre og lidt oversete byer på Bornholm. Vi sætter fokus på de emner, der rører sig i byen lige nu, vi portrætterer nogle af byens borgere, fødte som førte, vi besøger byens samlingspunkter, og vi taler med Laurits Kofoed Nybros åndelige efterkommere: De Østerlars-borgere, der ikke afventer hjælp udefra, men selv påtager sig opgaven med at gøre deres by til et dejligt sted at bo.

De større byer løber ofte med politikernes, turisternes og mediernes opmærksomhed. Men i de mindre byer finder man historier om fællesskab, handlekraft og optimisme, som fortjener at blive fremhævet og synliggjort for alle. Vi har gjort det først i Tejn, så i Klemensker, og nu gør vi det i så Østerlars.

Vi ser på byens muligheder, men også på dens store behov for tilflyttere. Vi besøger Multihuset, hvor engagerede borgere har skabt et nyt vigtigt aktiv for byen. Vi hører om friskolens samspil med lokalsamfundet. Og vi portrætterer den nye præst, den barnefødte og den unge tilflytter. Og sammen med borgerforeningen tegner vi både et billede af, hvad Østerlars er for en by, og hvad den mon skal være i fremtiden.

På den måde håber vi både at være med til at skabe den fremtid, bare sådan i det små – og at kunne inspirere i øens andre mindre byer. Ikke alle er Laurits Kofoed Nybro, men ved fælles hjælp kan vi komme et stykke. Det viser Østerlars os allerede.