Stigende ulighed

Penge nok

Der er mange udmeldinger fra regeringens side om, at statskassen bugner med penge, og økonomien buldrer frem - ja, så meget, at der er råd til at give skattelettelser - og ja, som vanligt til dem, der har deres økonomi på sikker grund.

Men hvad så med resten af befolkningen - de, der har svært ved at få hverdagen til at hænge sammen økonomisk?

Det kunne være de lavtlønnede, førtidspensionisterne, de uden arbejde, de enlige forældre eller de folkepensionister, der ikke har haft mulighed for at opsamle private pensionsopsparinger, og dermed må leve af folkepensionen, og endelig de borgere, der grundet kriser i livet og psykiske diagnoser lever på gaden.

En anden gruppe, der er hårdt ramt, er de husejere, der grundet stigende priser på stort set alt - her ikke mindst på el og varme, der er steget voldsomt de sidste år - har svært ved at få økonomien til at hænge samme, med mistrivsel og følgesygdomme som fx depression.

Fattigdom

Mange i de grupper af mennesker, som jeg her har nævnt, lever i noget der mest af alt ligner fattigdom.

Nu kan det være svært at vide, hvor lidt man må have at leve for, før det kan kaldes fattigdom. Det er der mange bud på i Folketinget, fx. fra Liberal Alliance og Enhedslisten. I min optik er det fattigdom når mennesker ikke har penge til livets fornødenheder. Ulighederne går hårdt ud over børnene i disse familier, og mange af dem mistrives.

Det kan vi ikke være bekendt og Folketingets politikere og deres bagland burde finde de rigtige håndtag, få vendt skuden og sikre, at alle kan komme med

Et flyttet Socialdemokrati

Jeg har svært ved at forstå, hvordan Mette Frederiksen har båret sig ad med at flytte Socialdemokratiet fra et arbejderparti til noget, der i min optik kun kan kaldes et borgeligt parti.

Det undrer mig også at det først er nu, at partiets bagland er begyndt at røre på sig og tydeligere har udtrykt deres betænkeligheder ved den førte politik samt deltagelsen i den nuværende regering, ligesom at stolen så småt er ved at vakle under statsministeren.

Jeg tænker, at regeringen ikke holder tiden ud og inden så længe må udskrive valg p.g.a. uenigheder partierne imellem - eller måske p.g.a. den voldsomt faldende popularitet - både med regeringen og ikke mindst Socialdemokratiet

Løsningen

Mon ikke løsningen (som allerede så småt har vist sig) bliver en regering med SF i førersædet som landets største parti?

Hvis Socialdemokratiet forsat vil havde indflydelse på den førte politik efter et sådant valg, bliver de nødt til at finde tilbage til ægte socialdemokratisk politik, hvor velfærd og lighed er nogle af de grundlæggebdwe elementer i deres politik.